Birgitte Hjort: -Jeg måtte lære at gøre mig selv til et brand

lørdag d. 24. februar 2018 kl: 18. 45 Af: Ritzau Fokus

Det er ikke kun foran kameraet, det er et arbejde at være skuespillerinde. Man må også være forretningskvinde.

Da Birgitte Hjort Sørensen i 2010 bragede ind i de danske stuer som journalisten Katrine Fønsmark i DR-serien “Borgen”, var det startskuddet til en karriere, kun de færreste danske skuespillere tør drømme om.

Siden har hun spillet med i store dramaer som “3 Ting” og “En du elsker” og i internationale hitserier som “Game of Thrones” og “Vinyl”.

Men undervejs har skuespillerinden lært, at det ikke er nok at kunne noget særligt på scenen og foran kameraet, hvis man skal gøre sig håb om en lang karriere.

Benhård forretningskvinde

Man er også nødt til at være en benhård forretningskvinde.

– Det er en meget lille del af vores uddannelse, der handler om at varetage sig selv som forretning, men det er faktisk en stor del af livet som skuespiller, siger Birgitte Hjort Sørensen, der lige nu er aktuel i TV2-serien “Greyzone”.

– Man er virkelig nødt til gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man gerne vil brande sig selv, og hvordan man gerne vil have, at folk skal opfatte en, og hvad man selv kan gøre for det. Det kræver en bevidsthed, forklarer hun.

“Lidt af en bedrift”

Bare det at komme ind på teaterskolen er lidt af en bedrift. Og selv hvis man slipper gennem nåleøjet, venter der efterfølgende en kamp for at sikre sig roller i en branche, hvor konkurrencen er ubarmhjertig. Det bliver man påvirket af som ungt talent.

– Jeg blev opdraget til, at jeg bare skulle være glad, hvis jeg havde noget at lave, fordi der er så meget arbejdsløshed, og det gør, at man kommer ud med sådan en tiggermentalitet, hvor man glemmer, at man har ret til at stille krav til ordentlige arbejdsforhold og kontrakter, forklarer Birgitte Hjort Sørensen og uddyber:

– I starten er det at være skuespiller så båret af lyst, og der er så meget passion, og man skal brænde så meget for det, at det nærmest er “fy fy” også at tænke praktisk. Men det skal der ændres på, for det er helt afgørende for, at man kan fungere og få et langt arbejdsliv, siger hun.

Badehotel-stjerne kvitter af personlige årsager

Arbejdede i England

Selv lærte hun meget af at arbejde i England, hvor hun spillede teater. Det var i 2013 og samtidig med, at “Borgens” tredje sæson blev vist i Danmark.

Birgitte Hjort Sørensens navn blev hottere og hottere, og på et tidspunkt anbefalede hendes agent, at hun skulle få en såkaldt publicist, der kunne hjælpe skuespillerinden med at få den rigtige opmærksomhed i pressen.

– Det er så langt fra, hvordan vi tænker herhjemme. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med det, men så hyrede jeg en, og pludselig kunne jeg se, at jeg lavede de fede interviews, som jeg aldrig selv ville have fået i stand, og det gav mig en helt anden profil, siger skuespillerinden.

Mens hun de senere år har spillet teater på Broadway i New York og satset på flere internationale projekter, markerer hun med serien “Greyzone”, hvor hun spiller en drone-ingeniør, der bliver kidnappet af en terrorcelle, en tilbagevenden til dansk tv.

Det er noget, hun længe har ønsket sig, og med “Greyzone” kunne hun se et klart potentiale.

– Jeg kunne mærke, at der var mange ambitioner bag, da jeg læste manuskriptet, og jeg havde også virkelig lyst til at arbejde herhjemme, forklarer Birgitte Hjort Sørensen.

– Det har været spændende for mig at dykke ned i den psykologi, der er i at spille et gidsel, for det er jo en ekstrem situation. Men jeg synes, at noget af det fedeste ved serien er, at den hjælper os til at forstå, hvorfor folk gør noget, der udefra set virker fuldstændigt vanvittigt, siger hun.

“Greyzone” har premiere 25. februar på TV2.

Birgitte Hjort er gravid: Må overlade rolle til Vild med Dans-stjerne

Serien har også Joachim Fjelstrup og Lars Ranthe på rollelisten samt en række svenske og tyske skuespillere.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu