Bloggermor: -Vi skylder vores børn at opdrage dem

onsdag d. 8. marts 2017 kl: 14. 15 Af: Ritzau Fokus

Bloggeren Sarah Louise Christiansen tager opdragelsen af sine tre børn meget alvorligt.

En skrigetur i supermarkedet, et barn, der valfarter mellem sin egen og forældrenes seng hele natten og selektiv hørelse, når der bliver sat krav – alt sammen udfordringer, mange med småbørn vil kunne nikke genkendende til.

Men for bloggeren og den tidligere model Sarah Louise Christiansen, der selv er mor til tre børn, er der kun én vej ud af ovenstående: En kærlig, men fast hånd, når det kommer til opdragelse.

– Jeg er ikke streng, men jeg opdrager mine børn, og jeg er ikke bange for at have en konflikt med dem. Forældre der er bange for det, de får børn, der har svært ved at høre efter og rette ind både derhjemme og i institutionen, siger Sarah Louise Christiansen til Ritzau Fokus.

– Med tre børn, der skal der altså være styr på det, og de skal kunne stole på, at mor ved, hvad hun laver, siger hun.

Tager opdragelse alvorligt

At Sarah Louise Christiansen tager børneopdragelse alvorligt, får man at se i TV3-programmet “Forsidefruer”, der har premiere onsdag aften. Her kommer man helt med hjem i stuen hos bloggeren og hendes familie.

Forsidefrue og kæresten går fra hinanden

– Jeg er ikke en af de forældre, der bruger to timer på at putte mine børn, fordi de ikke hører efter. Og de bliver i deres seng, til vi andre er stået op, fortæller bloggermoren.

Hun er ikke i tvivl om, at det betaler sig at kaste kræfterne ind på en ordentlig opdragelse allerede fra børnene er helt små.

– Jeg tror, at man vinder meget ved at opdrage dem nu, i stedet for bare at tænke, at det da er meget sødt, når de ikke gør, som man siger, og når de så bliver teenagere, så bliver de fuldstændigt uregerlige, siger Sarah Louise Christiansen.

Hun mener, at man som forælder skal huske, at man også opdrager barnet for barnets egen skyld.

– Man har et ansvar for at gøre sine børn klar til verden, og ude i verden kan man ikke bare gøre, som det passer én, der skal man også rette ind og følge reglerne.

– Hvis de lærer hjemmefra, at de ikke behøver at høre efter, så får man et barn, der ikke kan finde ud af at begå sig i samfundet. Og så har man gjort dem en bjørnetjeneste, mener hun.

Forsidefruer i biluheld

“Forsidefruer” har premiere i aften klokken 20.00 på TV3.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu