Bodil Prisen: Actiondrama og debutfilm scorer mest

søndag d. 18. marts 2018 kl: 8. 00 Af: Ritzau Fokus

Islandske Hlynur Pálmasons spillefilmsdebut "Vinterbrødre" modtager Bodil Prisen for bedste film.

Der blev delt i porten, da dansk film lørdag aften blev hyldet af anmelderne ved den årlige uddeling af Bodil Prisen.

Her kunne Hlynur Pálmasons spillefilmsdebut “Vinterbrødre” og Fenar Ahmads “Underverden” hver gå hjem med to priser.

De to film blev dermed aftenens topscorere.

Største hæder

“Vinterbrødre”, der er instrueret af den islandske, men dansk uddannede Hlynur Pálmason, løb med den største hæder, da filmen modtog Bodil Prisen for bedste film.

Bodil Prisen: Debutant scorer for rollen som frygtelig kvinde

– Sjældent har en debutfilm taget pusten fra os, som “Vinterbrødre” gjorde det sidste år. Hlynur Pálmason har lavet en film, der insisterer på at udforske filmmediets potentiale som kunstform, og som sætter publikums hjerne, øjne og ører på herligt overarbejde, lød det i motiveringstalen.

Samtidig kunne filmens fotograf, Maria von Hausswolff, for andet år i træk lade sig hylde som bedste fotograf.

Actiondramaet “Underverden”, der har Dar Salim i hovedrollen, kunne også tage hjem med to priser.

Fenar Ahmad og Adam August modtog en Bodil for bedste manuskript, mens filmen også blev den første modtager af den nye pris, Blockbuster Streamingprisen.

De andre priser blev fordelt på otte forskellige film. Blandt andet kunne skuespillerinden Amanda Collin hente prisen for bedste kvindelige hovedrolle i filmen “En frygtelig kvinde”, mens Dejan Cukic fik statuetten for bedste mandlige hovedrolle i “Fantasten”.

Bedste kvindelige birolle gik til Julie Christiansen, der har henrykket anmelderne i filmen “Mens vi lever” af brødrene Avaz. Den garvede skuespiller Søren Malling fik prisen for bedste mandlige birolle for “Den bedste mand”.

Filminstruktøren Lone Scherfig fik af anmelderkorpset den prestigefyldte æresbodil for sin karriere, der blandt andet tæller film som “Italiensk for begyndere”, “An Education” og “The Riot Club”.

Det var 71. gang, Bodil Prisen blev uddelt. Det er det danske anmelderkorps, der står bag uddelingen.

De fik Bodil Prisen

Bedste film: “Vinterbrødre”

Bedste kvindelige hovedrolle: Amanda Collin

Bedste mandlige hovedrolle: Dejan Cukic

Bedste kvindelige birolle: Julie Christiansen

Bedste mandlige birolle: Søren Malling

Bedste ikke-amerikanske film: “The Square”

Bedste amerikanske film: “La La Land”

Bedste fotograf: Maria von Hausswolff

Bedste dokumentarfilm: “Last Men in Aleppo”

Bedste manuskript: Fenar Ahmad og Adam August for “Underverden”

Sær-Bodil: The Animation Workshop, Copenhagen Bombay og VOID – International Animation Film Festival

Æres-Bodil: Lone Scherfig

Henning Bahs-prisen: Thomas Bremer og Nikolaj Danielsen for “QEDA”

Blockbuster Streamingprisen: “Underverden”

Dejan Cukic scorer Bodilpris for rolle som ludoman

Kilder: Bodil-komiteen

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu