Borgen-stjerne slås med dæmoner og misbrug

mandag d. 21. april 2014 kl: 13. 45 Af: Ritzau Fokus
 
Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen spiller narkoman i Pernille Fischer Christensens nye film.

Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen spiller narkoman i Pernille Fischer Christensens nye film. Foto: ESKESTAD MIK Polfoto

Den danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen måtte researche grundigt for at spille narkoman.

Hun sidder i sofaen og taler, da der pludselig løber blod ud af hendes næse. Men allerede inden da, kan man fornemme, at alting ikke er som det skal være med Julie, som er den rolle, Birgitte Hjort Sørensen spiller i Pernille Fischer Christensens nye film “En du Elsker”.

Julie er misbruger. Hun tager coke, ryger joints og tager piller. Samtidig er hun mor til en lille dreng, der har hårdt brug for hende.

Rollen har været krævende for Birgitte Hjort Sørensen, der har brugt lang tid på at forberede sig.

Badehotel-stjerne kvitter af personlige årsager

– Det er altid spændende, når man skal ind i hovedet på nogen, der har så mange dæmoner at slås med. Vi lever i et samfund, hvor vi er rigtig gode til at få det til at se ud, som om alting er okay på overfladen, og det er Julie også god til, fortæller Birgitte Hjort Sørensen til Newspaq.

– Hun virker jo, som om hun har styr på sit liv, og derfor er der en kontrast i, at der så er så mange ting galt indeni hende. Hun har et kæmpe hul, som hun ikke ved, hvordan hun skal fylde, fortæller Birgitte Hjort Sørensen.

Sammen med Pernille Fischer Christensen har hun arbejdet hårdt for at finde ind til kernen af rollen som misbruger.

– Vi lavede blandt andet nogle improvisationer over tidligere ting, der er sket for Julie, som ikke er med i filmen, men som var vigtige for at udvikle karakteren, så den er præcis. På den måde gik vi i vores eget lille laboratorium.

– Vi lavede også decideret research på stofmisbrug for at forstå, hvad der er der skal til, for at man kommer så langt ud. Det var ret spændende for mig, der gudskelov ikke har så mange erfaringer med stofmisbrugere selv. Så det var en hel ny verden at komme ind i og skulle forstå. Man bliver meget rørt over de historier, man støder på, fortæller skuespillerinden, hvis far i filmen spilles af Mikael Persbrandt. Faren er rockstjerne og har også tidligere været misbruger.

– Vi har talt med folk med alle slags misbrug, både coke og alkohol, og vi har besøgt et rehabiliteringscenter, altså en afvænningsklinik.

– Jeg har også læst en del litteratur om både det at være misbruger og at være med-misbruger, som man for eksempel kan være, når man har en relation med en misbruger. Det kan også være meget hårdt, siger skuespillerinden, der tog researchen meget alvorligt for at gøre rollen troværdig.

– Vi ville ikke lave en filmkliché om en misbruger. Jeg prøvede at få så stor forståelse for, hvad det gør ved kroppen som jeg kunne. Det er noget med, at man har et højt tempo, man taler lidt højere, og man lytter ikke rigtigt til andre mennesker, siger Birgitte Hjort Sørensen, der føler, at hun har lært rigtig meget af rollen.

– Det kom bag på mig, hvor meget spirituelt, der er forbundet med afvænning. Det er meget det, de bruger. De råd, der kan hjælpe folk til at slippe ud af et misbrug er faktisk meget det samme, som dem, man giver til folk, der skal af med stress.

– Tag et skridt ad gangen, lad være med at tro, man skal være perfekt, tilgiv dig selv, hvis du begår en fejl. Det er jo utroligt gode råd, også selvom man ikke har et misbrug, og det har åbnet mine øjne, for det er nogle råd, jeg også selv kan bruge i mit liv, når tingene går lidt stærkt, siger hun.

Birgitte Hjort er gravid: Må overlade rolle til Vild med Dans-stjerne

“En du elsker” har premiere den 24. april.

Newspaq

Del din kommentar

Forsiden lige nu