Brdr. Olsen varmer op til Cliff Richard

søndag d. 17. april 2016 kl: 16. 00 Af: Elo Christoffersen
 

Brødrene Olsen er med som support når Sir Cliff Richard gæster Byparken i Vejle til sommer.

Koncerten med Sir Cliff Richard i Byparken til august nærmer sig og nu kan Vejle Musikteater præsentere Brødrene Olsen som support.

Brødrene Olsen udgav deres debutalbum i 1972 og har siden da haft stor succes både i Danmark men også internationalt. De har været med i Det Danske Melodi Grand Prix ikke mindre end 9 gange og i år 2000 vandt de med kæmpehittet ”Smuk Som Et Stjerneskud”. For første gang i 37 år vandt de desuden den internationale sejr hjem til Danmark med den internationale version ”Fly on the Wings of Love”. Albummet af samme navn solgte mere end 200.000 eksemplarer og var dermed det bedst sælgende album i 00’erne.

Nu kan de to succesfulde brødre så opleves i Byparken i Vejle til sommer, hvor de er opvarmning for ingen mindre end selveste Sir Cliff Richard.

Poplegende frigiver eget musik for første gang i 14 år!

Sir Cliff Richard – verdensklasse artist

Det er et helt enestående CV, som Cliff Richard kan præsentere, som rummer film, musicals, koncerter, TV-shows, musikudgivelser m.m. Med mere end 58 aktive år bag sig er han uden sidestykke en af de største kunstnere nogensinde – den ultimative popstjerne! Det er fx de færreste bands eller soloartister, som kommer bare i nærheden af et bagkatalog på hele 101 albumudgivelser og 123 singlehits.

Cliff Richard fejrer jubilæum i Danmark

I oktober 2015 fejrede Cliff Richard sin 75-års fødselsdag med en udsolgt koncert i Royal Albert Hall i England. Her gav han en enestående koncert, som viste, at Cliff Richard er i storform, og at han er klar og glæder sig til at møde sine danske fans den 6. august i Byparken i Vejle.

Koncerten finder sted i Byparken i Vejle den 6. august klokken 19.30. Billetter kan købes på www.vejlemusikteater.dk.

Del din kommentar

Forsiden lige nu