Laudrup får nyt job
De starter begge på kanalen til juni
Brian Laudrup skal fremover agere fodboldekspert hos TV 2 i forbindelse med landsholdets kampe.
Det skriver tv-stationen i en pressemeddelelse.
Får følgeskab
Brian Laudrup er dog ikke alene om at skulle analysere landsholdets kampe kanalen.
Også den tidligere landsholdsangriber Kenneth Perez bliver nemlig en del af holdet på TV 2.
Hos TV 2 glæder man sig over de to nye ansigter på stationens fodbolddækning.
- Med Brian Laudrup som ny ekspert får vi på TV 2 en af Danmarks mest markante fodboldeksperter med stor historik på det danske landshold. Kenneth Perez har udviklet sig til at være en knivskarp fodboldanalytiker i Holland, hvor han til daglig arbejder som ekspert hos ESPN, siger kanalchef hos TV 2 Sport, Kristian Hyldgaard, i pressemeddelelsen.
Hentes fra konkurrent
Brian Laudrup er ikke helt ny i rollen som fodboldekspert i forbindelse med det danske landsholds kampe.
Han har nemlig i flere år været en del af Discoverys dækning af fodboldlandsholdet, hvor han er blevet brugt som kommentator med Peter Piil.
Nu tager landsholdslegenden dog jobbet med over på den konkurrerende kanal, som har overtaget rettighederne til at vise hele Danmarks landshold.
Brian Laudrup og Kenneth Perez starter begge hos TV 2 1. juni, hvor tv-kanalen officielt overtager rettighederne til at vise kampene i de danske stuer.