Skriver kontrakt med Laudrup
Landsholdslegenden Brian Laudrup har scoret sig et nyt job som vært på Politikens nye fodboldpodcast, "Brian og bolden"
Fodboldikonet Brian Laudrup dribler nu ind i æteren hos Politiken.
Den 53-årige landsholdslegende skal bruge sin ekspertise sammen med avisens fodboldkommentator, Søren-Mikael Hansen, i Politikens nye fodboldpodcast, der har fået navnet "Brian og bolden".
Her vil de to eksperter tage aktuelle emner fra fodboldverdenen op til debat og behandling. I første afsnit vurderer man eksempelvis de danske landsholdsspilleres klubskifter denne sommer.
Det annoncerer Politiken ifølge fagbladet Journalisten.
- Brian tager erfaringer fra sin egen karriere som en af Danmarks største fodboldspillere gennem tiden med i studiet og vender aktuelle fodboldemner og tendenser med skiftende gæster, lyder det om podcasten.

Også på TV2 Sport
Brian Laudrup, der begyndte sin professionelle karriere for Brøndby i 1986 og sluttede den for Ajax Amsterdam i 2000, deler også sin viden ud på tv.
Siden foråret 2022 har han været tilknyttet TV 2 Sport, hvor han fungerer som ekspert i studiet, når herrelandsholdet har været på banen, efter at have arbejdet som kommentator for Discovery.