Stor dag for Britney
I dag gør den amerikanske pop-sild comeback i en duet med Sir Elton John
Fredag den 26. august er en dag, millioner af Britney Spears-fans har set frem til med længsel.
Det er nemlig dagen, hvor hun gør comeback på musikscenen og udgiver sin første single i seks år.
I samarbejde med Elton John
En duet, 'Hold Me Closer', i selskab med den levende, britiske legende Sir Elton John, som i øvrigt torsdag delte et lille 'teaser-klip' af nummeret på Instagram.
- Kommer fredag, skriver han i opslaget.
Rygterne om stjernens comeback opstod i juli og i starten af august blev det bekræftet til Variety af repræsentanter for de to kunstnere.
'Hold Me Closer' er en omskrivning af Eltons John-hittet 'Tiny Dancer', der er blevet til en dance-popsang, hvor de to kunstnere synger sammen i vers og omkvæd.
Oprindeligt fra 1971
'Tiny Dancer' blev oprindeligt udgivet i 1971, men slog først for alvor igennem, efter nummeret blev benyttet i Cameron Crowe filmen 'Almost Famous' fra 2000.
Britney Spears' seneste album 'Glory' udkom i 2016.
