Kan vinde Guldpalmen i Cannes

Han er født i København og har en dansk far. Nu kan Joachim Trier vinde Guldpalmen med en norsk film

På grund af coronasituationen har Joachim Trier ikke kunnet vise sin film til mere end fem mennesker ad gangen. Men det er der blevet lavet om på i Cannes, hvor 'Verdens værste menneske' er udtaget til hovedkonkurrencen.
På grund af coronasituationen har Joachim Trier ikke kunnet vise sin film til mere end fem mennesker ad gangen. Men det er der blevet lavet om på i Cannes, hvor "Verdens værste menneske" er udtaget til hovedkonkurrencen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Danmark har måttet kigge langt efter en film i hovedkonkurrencen på dette års prestigefyldte festival i Cannes, kan Norge glæde sig over, at instruktøren Joachim Triers "Verdens værste menneske" er udtaget og dermed kæmper om Guldpalmen.

Men set med rød-hvide briller kan en del af æren nu godt tilfalde Danmark.

For Joachim Trier er født i Danmark af en norsk mor og dansk far - den danske lydmand Jacob Trier, der blandt andet arbejdede på dukkefilmsklassikeren Bjergkøbing Grand Prix - og Joachim Trier har også studeret i Danmark.

Og så har han bragt en del danske filmfolk med på settet til filmen, heriblandt fotograf Kasper Tuxen, klipper Olivier Bugge Coutté og tonemester Kasper Janus Rasmussen.

For mange valg

"Verdens værste menneske" har det danske selskab Snowglobe som medproducent. Filmen handler om Julie, der er på vej til at fylde 30 år, men som ikke kan finde ud af, hvad hun skal stille op med sit liv.

- Hun er superprivilegeret og har alle muligheder i verden, og oven i det er hun ret talentfuld, men hun stivner over alle de valg, hun kan tage.

- Her i Cannes har jeg mødt mennesker fra mange forskellige steder i verden, der identificerer sig med Julie. Det gælder også mænd, og det glæder mig, siger Joachim Trier.

I sidste uge kunne han synke ned i de røde veloursæder i den gigantiske biografsal Grand Lumière i festivalpaladset, og for første gang vise filmen til et decideret publikum.

Fik stående bifald

- Vi har ikke kunnet vise den til mere end fem mennesker ad gangen på grund af corona, og pludselig sad jeg der i en kæmpe sal fyldt med mennesker, der gav filmen et stående bifald, og jeg tror vitterligt, at vi alle sammen græd. Det var meget emotionelt, fortæller han.

Fra flere sider har modtagelsen af "Verdens værste menneske" været ganske positiv. Men om det bliver til en Guldpalme, når den uddeles på lørdag, tør Joachim Trier ikke spå om.

- Danskerne og svenskerne er vant til at have en film i hovedkonkurrencen, og I ved, det handler om at blive udvalgt først og fremmest, forklarer Joachim Trier og uddyber.

- Vi har ikke haft mange norske film med, men nu er vi her, og ovenikøbet i et af de hårdeste felter, Cannes har haft i årevis, så jeg føler, jeg allerede har vundet. Og det er ikke bare noget, jeg siger, det mener jeg.

Powered by Labrador CMS