Casper Christensen: -Min mor sendte mig jobopslag i årevis

torsdag d. 30. marts 2017 kl: 14. 27 Af: Ritzau Fokus

Selv har han troet fuldt og fast på drømmen om at leve af komikken. Men hans forældre var mere skeptiske.

Han er en af dansk komiks helt store fyrtårne. Med comedy-knaldperler som “Langt fra Las Vegas”, “Casper og Mandrilaftalen” og “Klovn” på samvittigheden har Casper Christensen i årtier gået forrest og givet danskerne noget at grine af.

Men selv om den nu 48-årige komiker aldrig har været i tvivl om, at han skulle leve af at underholde, var det sværere for ham at overbevise sin familie.

– Mine forældre har nok aldrig rigtig syntes, at det var en god idé. Nu synes de, at det er okay, men da jeg var yngre, blev min mor ved med at sende mig jobopslag til alt muligt andet, fortæller Casper Christensen, der lige nu er aktuel med komedien “Dan Dream”.

– Men deres holdning var ikke noget, der bremsede mig. Da jeg først satte næsen i sporet, så var der ingen vej tilbage, siger komikeren.

Klovn er ifølge anmelder den fineste form for inklusion

Tror alt bliver en succes

Han beskriver sig selv som “sådan en, der tror, at alt bliver en succes, når han går i gang med noget”. Den holdning hjalp ham igennem de unge år, hvor han skulle finde modet til at springe ud som standupkomiker i et land, hvor de færreste vidste, hvad stand-up i det hele taget var.

– Jeg kom dog ret hurtigt til at tjene nok til, at jeg kunne forsørge mig selv. Jeg har aldrig fået SU eller bistandshjælp. Og da mine forældre fandt ud af, at jeg kunne leve af det, begyndte de også langsomt at sende færre jobopslag til mig, forklarer Casper Christensen.

Tog på high school i Las Vegas

Han var kun 15 år, da han tog et år på high school i Las Vegas i USA og opdagede, at der i Guds eget land var en helt anden holdning til drenge, der gerne ville spille teater.

– Jeg kunne rigtig godt lide at optræde, men der i Danmark i 80’erne, der var det ikke noget, man gjorde. Det var pinligt for drenge og noget, der blev set skævt til, siger skuespilleren.

– Men så kom jeg til USA, og der blev det taget alvorligt at spille teater. Jeg var med i et stykke og det var meget professionelt. Der fandt jeg ud af, at det var den vej, jeg skulle, siger han.

Nu ser han tilbage på tre årtier i branchen – ikke bare som komiker, men også som en af Danmarks mest omtalte kendisser. Det får man hård hud af.

– Gennem årene har jeg mødt mange mennesker, der synes, jeg er pinlig og skal slappe af og ikke stikke næsen for langt frem. Og jeg har da, især i mine unge dage, været røvprovokerende, indrømmer han og smiler.

– Og jeg har da også kunnet mærke det der med, at når det er gået godt, så skal det også helst gå lidt dårligt. Folk elsker historien om fiaskoen, der blev en succes, og succesen, der blev en fiasko. Det skal jo gå op og ned i showbiz, siger komikeren, der ikke er i tvivl om, hvad det største han har opnået i sin karriere er:

– Den største succes, jeg føler, jeg har haft, er, at jeg har været i branchen i 30 år, siger han.

Casper Christensens gamle dollargrin kan blive din næste bil

“Dan Dream” har premiere den 30. marts, og har ud over Casper Christensen også navne som Frank Hvam, Mia Lyhne og Lars Hjortshøj på rollelisten.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu