Erfaren stjerne i dansk instruktørs debut: – Derfor sagde jeg ja

torsdag d. 26. oktober 2017 kl: 20. 31 Af: Ritzau Fokus
2017101712473825_org
Charlotte Munck spiller moren Hanne i filmen "Mens vi lever". Foto: Scanpix/Kasper Palsnov (Arkivfoto)

Charlotte Munck spiller med i Mehdi Avaz' "Mens vi lever", der er instruktørens allerførste spillefilm.

Skuespillerinden Charlotte Munck har været på rollelisten i det oscarnominerede drama “Krigen”, spillet Anna Pihl i tv-serien af samme navn og været med på holdet i store produktioner som “Bedrag” og “Rita”.

Nu kan hun snart ses i filmen “Mens vi lever”.

Den er instrueret af den debuterende instruktør Mehdi Avaz, der sammen med sine to brødre selv har skrabet to millioner kroner sammen til filmen via hårdt arbejde og private investorer.

At hun selv har arbejdet i branchen i mange år, mens Mehdi Avaz er nybegynder som filminstruktør, har ikke fyldt i Charlotte Muncks overvejelser.

– Det er en sjov modsætning at stille op. Jeg ser det anderledes. Mennesker er mennesker. Kvalitet er kvalitet. Erfaring er ikke nødvendigvis et argument, siger Charlotte Munck og uddyber:

– Jeg læste manuskriptet og syntes, det var interessant. Det ville noget. Der var en tydelig vision og et lige så tydeligt hjerte i det, og da jeg mødtes med Mehdi, var det meget klart, at han rummede de samme elementer, siger hun.

Skaber rum

Hun tager gerne ansvar for at være med til at skabe rum for de ambitioner og den drift, filmfaget næres af.

DR-stjerner bekymrede over besparelser: -Det er voldsomt

– Vi er i en branche, der kun lever i kraft af energi, visioner og fremdrift, så at fremelske den, etableret eller uerfaren, i hvilket meningsfuldt blandingsforhold det er muligt, er nærmest en pligt, synes jeg.

I arbejdet med den debuterende instruktør opdagede hun, at de havde noget til fælles.

– Han vil mødes der, hvor det koster noget, der, hvor der er noget på spil både menneskeligt og arbejdsmæssigt, så der genkender vi hinanden, siger Charlotte Munck.

En uforløst smerte

I filmen, der er inspireret af virkelige begivenheder og centrerer sig om en tragisk ulykke, spiller hun moren Hanne.

– Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at min rolle, Hanne, bærer rundt på en enorm og uforløst eller for hende måske mere uerkendt smerte, siger Charlotte Munck.

– At arbejde i de lag tiltaler mig meget både personligt og i forhold til filmens overordnede budskab: at få mærket, levet og været ordentligt til stede, mens vi gør og er det, siger hun.

“Mens vi lever” har premiere den 26. oktober.

Del din kommentar

Forsiden lige nu