Chili Klaus kører ræs med Top Gears The Stig

mandag d. 23. maj 2016 kl: 15. 00 Af: Ritzau Fokus

Magtbalancen er vendt for danske Chili Klaus. På en hæsblæsende køretur med The Stig som chauffør kom chilimesteren nemlig på udebane.

Hans chilismagningsvideoer har givet ham over 285.000 likes på Facebook og flere millioner afspilninger på YouTube. Men tingene er ikke helt, som de plejer at være i den nyeste video på Chili Klaus’ Facebookside.

Pludselig er det nemlig ham selv, og ikke personen ved siden af, der er tæt på at kapitulere.

På udebane

Claus Pilgaard, som er hans borgerlige navn, er normalt den, der giver kendisser svedeture og tårer i øjnene ved hjælp af nogle af verdens hotteste frugter. Men han endte med selv at komme på udebane, efter han fik et opkald fra producenten bag bilprogrammet “Top Gear”.

– Jeg følte, at det var ligesom at skulle spise en chili for første gang. Jeg vidste ikke helt, hvad der skulle ske, men jeg var sikker på, at det ville blive helt vanvittigt, siger Chili Klaus.

Køretur med The Stig

Tilbuddet fra den engelske tv-kanal lød på en køretur på Vålerbanen i Norge med den verdenskendte, maskerede chauffør The Stig. Det skulle ske i anledningen af, at den 23. sæson af “Top Gear” har dansk premiere på BBC Brit den 31. maj.

Chili Klaus trøstede betjent da hans egen mor døde

Kravet fra BBC var dog, at danskeren under turen skulle spise en chili “fra øverste hylde”, som han selv kalder de allerstærkeste frugter. Og det sagde han selvfølgelig ja tak til.

– Jeg drømte egentlig om, at The Stig, eller en af værterne, også skulle spise chili, men det er for farligt at gøre det, mens man sidder bag rattet, siger Chili Klaus.

Derfor fik racerkøreren i den karakteristiske hvide dragt og hjelm lov til at styre tempoet, mens chilimesteren stod for underholdningen.

Chili Klaus: – Føltes som om mit hoved ville ryge af

Mens The Stig træder speederen i bund, spiser Chili Klaus i videoen en af verdens stærkeste chilier, kaldet Naga Viper – og i dét øjeblik går det op for ham, at The Stig sidder med magten.

– Bagefter føltes det, som om mit hoved ville ryge af. Det gjorde det heldigvis ikke, men der er ingen tvivl om, at The Stig har været på et udvidet kørekursus, slår Chili Klaus fast efter turen på Vålerbanen.

Ny serie: Chili Klaus indtager Norden

Se hele videoen med Chili Klaus nedenunder:

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu