Danmark har talent-vært: -Jeg har været bange for at fejle

lørdag d. 17. marts 2018 kl: 15. 00 Af: Ritzau Fokus
Christopher Læssø Danmark har talent
Felix Smith og Christopher Læssø (billedet) er igen værter på "Danmark har talent". Foto: LAURENT EMMANUEL/Scanpix (Arkivfoto)

Som tv-vært har Christopher Læssø kæmpet med at finde sig selv, men nu tør han slappe af på scenen.

År efter år har Christopher Læssø guidet nervøse deltagere gennem “Danmark har talent”, men bag den smilende og joviale overflade har tv-værten selv kæmpet med angst og nervøsitet over ikke at slå til.

– Jeg er blevet ret glad for at være vært, men det har jeg ikke altid været, vil jeg gerne indrømme. Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den rolle, fordi det er så nøgent. Det er jo bare Christopher, der står og siger noget, siger tv-værten, der er uddannet skuespiller.

– Alligevel får man jo lavet en slags karakter, men jeg har haft svært ved at finde ud af, hvor langt fra eller tæt på mit private jeg den karakter skulle være, siger han.

Ser op til Sofie Linde

Han synes, at X Factor-værtinden Sofie Lindes måde at håndtere værtsrollen på er inspirerende.

– Jeg ser utroligt meget op til Sofie, for hun kan bare det der. Jeg er i virkeligheden et ret privat menneske, og jeg er også ret genert og angst, og det har jeg brugt enormt meget energi på at arbejde med, siger han.

– I mit arbejde har jeg ikke været så god til at være i centrum og sige, “nu er det mig, der er på”. I folkeskolen var jeg den, der altid fik at vide, at han skulle holde kæft. Så det ligger nok i mig, at jeg ikke skal for langt frem på beatet, for så står folk af. Det har jeg i hvert fald frygtet, siger han.

Danmark har talent-vært bruger fritiden i en tidsmaskine

Men med årene har Christopher Læssø lært, at jo mindre han tænker over, hvad andre tænker, og om han mon gør det godt nok, jo sjovere er det at gå på arbejde.

– Jeg er ikke så bange for at fejle mere. Inderst inde ved jeg godt, at jeg kan en masse ting, siger tv-værten, der har været med til at beslutte en signifikant ændring i dette års liveprogrammer.

Christopher Læssø og hans medvært, Felix Smith, kører nemlig showet helt uden hjælp fra en såkaldt teleprompter, som er en skærm, hvor tv-værterne kan læse, hvad de skal sige.

– Jeg har før advokeret for, at vi ikke skulle have en teleprompter, for normalt er Felix’ og min dialog meget flydende, og vi har en god pingpong, men når der er et manus, der er tykt som en bog, så fjerner det alt liv. Nu skal vi finde hinanden uden de krykker, en teleprompter kan være, forklarer Christopher Læssø.

– Jeg skal nok komme til at lave fejl, men jeg synes også, at fejlene kan være med til at gøre programmet personligt. Ellers kan det blive hult og overfladisk, siger han.

Nybagt mor og tv-dommer: -Biografture er blot et minde

“Danmark har talent” sendes hver lørdag klokken 20.00.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu