Fans strømmede til rocklegendes begravelse

mandag d. 10. april 2017 kl: 9. 12 Af: Ritzau Fokus

Søndag blev rock'n'roll-ikonet Chuck Berry begravet, og ved en offentlig ceremoni kunne fans sige farvel.

Familie, venner, fans og musikkolleger blev ramt af en stor sorg, da rock’n’ roll-pioneren Chuck Berry døde i marts.

Søndag var det tid til at tage afsked med den legendariske sanger, der fyldte 90 år fem måneder før sin død.

Det skriver The Guardian.

Efter Chuck Berrys død: Ny single ude!

Folk stimlede sammen

I rockguitaristens hjemby, St. Louis, stimlede folk sammen for at sige et sidste farvel til musikeren.

Og dedikerede fans stillede sig i kø med takkeord, mens de ventede på at få et sidste glimt af den afdøde musiker.

Spillested holdt mindeceremoni

På spillestedet The Pageant i St. Louis, hvor Chuck Berry ofte har optrådt, blev der afholdt en fire timer lang offentlig mindeceremoni for sangstjernen, før den private begravelse.

Fans havde mulighed for at se deres idol en sidste gang i en åben kiste, der var placeret på spillestedet.

I kistens låg hang stjernens røde elektriske Gibson-guitar, og mens fans tog afsked med sangeren, spillede en musiker nogle af Chuck Berrys kendte hits som “Sweet Little Sixteen” og “Roll Over Beethoven”.

Spillested bugnede af blomster

Spillestedet bugnede af blomster, og flere musikkolleger deltog også i arrangementet for at hylde rockikonet.

Eksempelvis sendte bandet Rolling Stones et blomsterarrangement, der var formet som en guitar, mens Kiss-medlemmet Gene Simmons sendte hyldestord af sted til den afdøde sanger.

Eks-præsident sendte et brev

Ifølge Daily Mail sendte tidligere præsident Bill Clinton også et brev, der blev læst højt under mindeceremonien.

I brevet kaldte han blandt andet Chuck Berry en af USA’s største rock’n’roll-pionerer.

Politiet oplyste om dødsfaldet

Den legendariske sangskriver og guitarist døde lørdag den 18. marts i sit hjem uden for St. Louis i staten Missouri, hvor han er født og opvokset.

Det var politiet i St. Charles County, der på Facebook oplyste offentligheden om Chuck Berrys død.

– St. Charles County Police Department kan desværre bekræfte, at Charles Edward Anderson Berry Sr, bedre kendt som den legendariske musiker Chuck Berry, er død, skrev politiet.

Chuck Berrys karriere startede i 1955, da han i et studie i Chicago lavede nummeret “Maybellene” om en pige, der kører i en Cadillac Coup de Ville.

Rock 'n roll-pioneren Chuck Berry er død

Siden tog karrieren fart, og et af musikerens bedst kendte hits er “Johnny B. Goode” fra 1958.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu