Claus Holm til kamp mod julens madspild

tirsdag d. 24. november 2015 kl: 17. 00 Af: Elo Christoffersen
 
Claus Holm sætter en stopper for Julens madspild med en vifte af nye opskrifter og gode råd. Pressefoto.

Claus Holm sætter en stopper for Julens madspild med en vifte af nye opskrifter og gode råd. Pressefoto.

Den årlige højsæson for madspild står for døren, hvor danskernes julemad for 1,1 mia. kr. ryger i skraldespanden. Men rester er guld – og i år sætter den kendte TV-kok og Stop Spild Af Mad ambassadør Claus Holm en stopper for Julens madspild med en vifte af nye opskrifter og gode råd.

Julemånedens madspild løber ifølge Landbrug & Fødevarer op i 1,1 mia. kr. og den seneste analyse fra Coop Analyse og Stop Spild Af Mad viser, at rødkål, hvide kartofler, ris a la mande, flæskesteg og and ligger øverst på listen over retter, som oftest bliver tilovers efter danskernes julemiddage.

Claus Holm, kok, kogebogsforfatter og kendt TV-kok fra TV2-programmer som Go’ appetit, Go’ morgen Danmark samt et hav af andre TV programmer er ambassadør for Danmarks største frivillige organisation mod madspild, Stop Spild Af Mad. Han har netop udviklet nye opskrifter og nye gode råd til danskerne, så man er klædt godt på til kampen mod Julens madspild.

– Når julen nu rammer os, breder panikken sig i krop og sind. Vi tænker jo, ohhh nu lukker alle butikker, og der bliver sikkert udsolgt, men det sker ikke. Jeg har levet siden 1970 og holdt 45 jule, og vi er altid blevet mætte. Har altid fået gaver, der var mad nok også til dagen efter, og sjovt nok skete det samme for naboen. Der vil altid være mad nok i vores del af verden, desværre er det ikke sådan alle steder i verden. Så lad os nu tænke os om, når vi køber ind. Jeg bor i Svendborg, og min Dagli’Brugs har åbent til kl. 16 selve juleaften, så det går nok, ikk’ da?, fortæller Claus Holm i en pressemeddelelse.

Konkrete råd om madspild

Claus Holm bringer nogle konkrete råd om at stoppe Julens madspild:

– Når vi køber ind og laver middagen, handler det om, at vi allerede der tænker næste ret til næste dag. Flæskesteg eller ribbensteg smager virkeligt godt dagen efter. Koldt i en grovbolle eller imellem to stykker ristet rugbrød på brødristeren, smurt med sennep eller æblekompot, rødkål og bum så er den rest spist. Når du står i et supermarked og er i gang med dine juleindkøb, så køb alt det, du vil, men tænk over hvor mange I er, hvad du plejer at smide ud, og på hvad du vil med maden dagen efter. Det giver også mindre stress – og jo mere overskud vi har på dagen, desto mere danser vi rundt i køkkenet.

Claus Holm fortsætter:

– Hjemme hos os er vi fire, og vi skal have det klassiske: risengrød, juleand og flæskesteg, to slags kartofler, chips og rødkål og sovs. Når man som kok laver en menu eller ret, tænker man på, hvor vi skal hen, hvor meget der skal bruges og hvad der kan bruges til hvad, forklarer Claus Holm og siger videre:

– Tag fx en hel and: 1) lår syltes/confiteres, 2) bryst sprødsteges, 3) hals og kråser: langtidssimres til salat, 4) de små bi fileter: bruges til en appetizer, 5) vinger sprødsteges til snack, 6) skroget bruges til fond, sovs eller suppe. Så er den brugt rub og stub, og vi får max ud af det indkøb, så alle føler sig glade tilfredse og mætte, og intet går til spilde. Man kan jo også stege anden hel, som vi typisk også gør, her kan man stadig bruge kødet som strimler i en salat eller en risotto eller kog skroget til en vietnamesisk suppe med nudler, fishsauce og strimlet andekød.

Rester kan bruges i madlavningen

Rester skal indtænkes i madlavningen, siger Claus Holm:

– Jeg synes, vi skal tænke mere i rester og bruge mere af den mad, vi står og laver – og vi skal få det ind i hverdagen på en naturlig måde. Så vi hele tiden tænker “hvis jeg nu bruger resten sådan, så går der mindre til spilde”. Vi skal passe på Moder Jord og bringe noget godt videre til vores børn. Det er vigtig, at vi alle bidrager og byder ind med dét, vi kan. Jeg tror på, at alle lige så stille bevæger sig i den rigtige retning. Rester er guld og vejen frem til mandens og kvindens hjerte – gør det for børnenes skyld, de holder fremtiden og gravpladsen for os. Rester og madspild handler ikke om at være 100% for eller imod, men at vi sammen er 100% på vej. Det er blevet lidt bedre, måske netop fordi vi har fået mere fokus på netop alt dét, vi smider ud.

Claus Holm har udviklet en del opskrifter for Stop Spild Af Mad, som hjælper danskerne lidt på vej med de rester, der måtte opstå ved Julens store arrangementer. Velbekomme!

Madspild i Julen

Hvilke madvarer/retter har du typisk til overs fra julemiddagen?

And – 45,5%
Flæskesteg – 55,9%
Kalkun – 8,9%
Medister – 14,3%
Gås – 7,7%
Hvide kartofler – 64,3%
Brunede kartofler – 28,4%
Rødkål – 72,9%
Salat/waldorffsalat – 14,4%
Ris a la mande – 58,7%
Ribs/marmelade – 48%
Chips til maden – 24,5%
Småkager til kaffe – 61,9%
Slik/chokolade til kaffe – 68,7%
kilde: Coop Analyse og Stop Spild Af Mad

Juleopskrifter – Holms rester til Julens tryllerier

Jule Club Sandwich med flæskesteg- pickles og kål

4 personer

Det skal du bruge:

Flæskesteg fra i går
Pickles eller drueagurker
4 æg, slået ud og stegt som til spejlæg
2 tomater, halveres og steges på samme pande som æggene
Rødkål fra i går
Hvis du må, så steg 4 skiver mager bacon
8 stk ristet fuldkornstoast
8 skiver agurk

Sådan gør du:

Brødet ristet på din toaster, æggene og tomaterne steges og så skal der bare samles og så toast låg på. Del den i trekanter, og servér med ekstra salat til.

Sprøde forårsruller med kål og plukket rester, 20 stk

Det skal du bruge:

Dansk stjernekok klar med nyt tv-program

150-200 g rester, kødet strimles tyndt (kylling, and eller andet)
100 g rødkål, fint snittet
1 ingefær, friskhakket
1 pakke wonton dej, kan købes i asiatiske butikker eller Kvickly
2 spsk. mandler, ristede og hakkede
2 spsk. soya

Sådan gør du:

Alt blandes godt i en skål, krydres med salt og peber, husk nu at alt skal være snittet tyndt og plukket tyndt, da det skal ind i de små ruller.

Kom blandingen på en plade wonton dej, blot en spiseskelfuld, luk kanterne op og ind mod midten. Rulles stramt, pensl det sidste med vand og sæt rullen på lukningen, fryses og herefter steges de gyldne i vindruekerneolie i frossen tilstand.

And i pita med rødkål og masser af guld rester

Det skal du bruge:

8 pitabrød, gerne fuldkorns

Anden, som vi har til overs fra i går, plukker vi og kommer i en skål. Kom rødkålen op i, også den, vi har fra i går og bland det rundt

Pisk følgende sammen:

1 dl olivenolie
½ dl hvidvinseddike
1 spsk. sennep

Kom det hen over salat af and og rødkål
Tilsæt 100 g reven parmesan
Samt 2 spsk. kapers
Kom blandingen ind i pitabrødene

Kom de fyldte pitabrød i ovnen i ca. 10 minutter ved 170 grader, hvorefter der må spises med fingrene. Man kan godt spise to.

Bagefter til desserter er der slik, mandariner og fed film i flimmeren.

Remoulade, hjemmelavet på 10 minutter

Det skal du bruge:

400 g grønsager f.eks. gulerødder, blomkål, persillerødder og jordskokker, vasket, skrællet og skåret i skiver
2 spsk. dijonsennep
1 spsk. hvidvinseddike
2 dl skyr
Salt og peber
3 drueagurker i skiver, samt saft fra glasset
Salt og peber
2 spsk. karry

Sådan gør du:

Kom grøntsagerne i en blender med de øvrige ingredienser, kør dem til ønsket konsistens og smag til med salt og peber.

Jule müsli kugler

Det skal du bruge:

200 g brownies, gerne 2 dage gammelt eller anden småkage du måtte have
50 g ristede hasselnødder, hakket
50 g müsli, eller gryn
1 dl rabarber marmelade, eller den rest du nu har

Sådan gør du:

Dette køres på en røremaskine ca. 10 minutter ved medium hastighed.

Stilles på køl og dagen efter rulles de små pikante kugler, så rulles halvdelen i tørret kokos og den anden halv del i müsli. Ind på køl til de er kolde og hårde.

Holdbarhed: 2 min.

Karamelliserede julenødder

Det skal du bruge:

20 g smør
125 g brunfarin
1 tsk. havsalt groft
1 kvist friskhakket rosmarin
1 tsk. cayennepeber
250 g mandler/hasselnødder/cashewnødder

Sådan gør du:

Smelt smør og farin sammen med salt, rosmarin og cayennepeber i en gryde, til en karamel er dannet. Vend nødder i, lad dem stå i et par minutter og så op på bagepapir og køle af.

Æbleflæsk ristet rugbrød og grov æble sennep på siden

Det skal du bruge:

200 g magert flæsk eller et bacon stykke, det skal være dansk (kig din slagter øjnene.) eller en rest stegt ribbensteg
Salt
300 g æbler, i både
150 g rødløg, i både
2 spsk. honning
1 citron, saft og skal
1 spsk. friskhakket ingefær
1 tsk. chili frisk
1 kvist timian
2 dl æblemost

Sådan gør du:

Honning kommes i en gryde, tænd for varmen, tilsæt løg lad dem blive klare, tilsæt løgene og ingefær, timian, citron og chilien, lad det snurre lidt. Tilsæt mosten, lad det koge under låg til alt er mørt.

Flæsket skæres i skiver af passende tykkelse dvs. ikke tykkere end 1 cm, lægges på et fad og sættes i ovn – først ca. 20 minutter ved 150 grader, til de bliver “klare”, hvorefter der skrues op til 220 grader, til de bliver gyldne, hæld fedtet fra, lad det blive koldt og giv det til fuglene med havregryn på.

Kom kødet ned i æblekompotten, lad det lige koge med i nogle minutter, hvorefter det smages til.

Grov æblesennep

Det skal du bruge:

4 æbler, skåret i fine både
1 citron, saft og skal
1 dl friskhakket persille
3 spsk. 5 korn sennep
2 spsk. hyldebær saft
Salt og peber

Sådan gør du:

Alt blandes og der smages til, skarp og sødt, perfekt match til æbleflæsket.

Servere gerne lidt ristet rugbrød til, lige op i din toaster og så ristes der, velbekomme. Ingen jul uden æbleflæsk, men denne gang trimmet for sukker og fedt.

Langtids bagt dansk frilands and med æbler og svesker, rødkål med æblesaft, honning kartofler med hasselnødder og sky sovs

Det skal du bruge:

1 dansk and, gerne en frilands – de smager altså bedre
3 æbler, skåret i både
1 håndfuld svesker uden sten
Salt og 1 spsk. rosa peber, 4 laurbærblade

Sådan gør du:

Anden gnides først med salt indeni, så fyldes den med æble svesker og laurbær, det er nemmest hvis du blander det først i en skål, så fyldes det godt ind i anden, husk at kom en ske fuld rosa peber med i blandingen.

Sæt anden på en bradepande, lidt vand i bunden af bradepanden, så bunden er dækket. Salt på toppen af brystet, 150 grader ca. 3 timer.

Saucen

Fonden/sauce hældes fra. Gem det i en gryde, lad det koge ind, jævn med lidt maizena og smag til med salt og peber, en lille smule smør og skal af en appelsin. Anden deles i låret, som skæres i lårledet så har du to stykker, vingen skæres fra ved brystet og brystet skæres i 3 stykker hver. Op i et fad med alle 12 stykker. Alt dette kan du gøre om efter middagen, og så er der ingen stress kl. 6. Server saucen ved siden af.

Søde kartofler

Det skal du bruge:

600 g kartofler, vaskes og find lige de små fine.
120 g hasselnødderflager eller hele, som du hakker
1 dl akaciehonning
Groft salt og hvid peber

Sådan gør du:

Kartoflerne kommes i et fad og der hældes honning på, kom nødder og salt over, bages ca. 25 minutter ved 180 grader sørg for at ryste fadet nogle gange under tilberedningen, så fordeles honningen bedre. Honning kartofler er ikke som brunede kartofler, men smager lidt bedre.

Jule rødkål

Det skal du bruge:

1 rødkål ikke for stort, skåret i fine strimler
Salt og peber
1 dl honning
2 dl æbleeddike
10 stk. tørrede figner, skåret i mindre stykker
3 stk. stjerne anis, 3 stk. nelliker, 1 kanelstang

Sådan gør du:

Kendt dansk kok: -Derfor bliver majs på grillen ikke til popcorn

Kom kålen i en gryde, tilsæt alt andet, låg på og lad koge ved svag varme, til det er mørt. Du kan justere smagen med honningen, nogen kan lide den sur og andre sødere, det er dit valg, din kål.

Ønsker du en mere karamel smag, skal du starte med at smelte 100 gram smør, tilsæt 2 spsk. vand når det er gyldent, så det bliver flydende karamel, så kommer du kålen i.

Del din kommentar

Forsiden lige nu