Ny Cosby-retssag bliver udsat til næste år

onsdag d. 23. august 2017 kl: 8. 35 Af: Ritzau Fokus
Cosby-retssag
Bill Cosby har hyret advokat Tom Mesereau, der i 2005 fik popstjernen Michael Jackson frikendt for sexanklager i en meget omtalt sag. Foto: Tom Mihalek/Scanpix (Arkivfoto)

Retssagen mod komiker Bill Cosby skulle være åbnet i november. Den er udsat for at give nyt forsvar tid.

Sagen mod den 80-årige amerikanske komiker og skuespiller Bill Cosby bliver udskudt fra november til marts næste år.

Bill Cosby hyrer Michael Jacksons advokat

Det meddeler Steven O’Neill, som er dommer ved Montgomery County Common Pleas Court i den amerikanske delstat Pennsylvania.

Begrundelsen er, at Cosbys nye forsvar skal have tid til at sætte sig ind i den omfattende sag, siger dommer O’Neill ifølge nyhedsbureauet AP.

Anklaget for tre tilfælde af seksuelle overgreb

Bill Cosby er anklaget for tre tilfælde af seksuelle overgreb, der hver kan give op til ti års fængsel samt en bøde på 25.000 dollar.

Sagen mod komikeren blev erklæret ugyldig i juni. En dommer i Norristown, Pennsylvania, måtte opgive at nå frem til en afgørelse, fordi nævningene i sagen efter fire dages votering ikke kunne nå til enighed.

Bill Cosby er anklaget for at have bedøvet og begået overgreb på Andrea Constand i 2004. Han nægter sig skyldig.

60 kvinder har anklaget Cosby

I alt har omkring 60 kvinder anklaget Cosby for at have udsat dem for seksuelle overgreb.

Mange af sagerne er dog juridisk forældet, og sagen i Pennsylvania er derfor den eneste, som indtil videre har ført til en strafferetlig behandling.

Cosby har gennem hele det lange forløb fastholdt, at kvinderne frivilligt havde sex med ham.

Cosby har hyret ny advokat

Tidligere tirsdag meddelte komikeren, at han har hyret Tom Mesereau som sin advokat. Mesereau fik popstjernen Michael Jackson frikendt for pædofilianklager i en meget omtalt sag fra 2005.

I januar 2016 sagde Tom Mesereau til netværket MSNBC, at Cosbys sag lignede Michael Jacksons skandalesag en hel del.

I sidste måned sagde stjerneadvokaten til netmediet TMZ, at han mener, at sagen mod Cosby er “tynd”, og at det er “spild af tid” at genoptage den.

/ritzau/Reuters

Del din kommentar

Forsiden lige nu