Første navn klar til Grøn Koncert
Danmarks mest elskede rockorkester gør comeback på Grøn Koncert efter hele seks års pause.
”Vi overgår os selv i år!”
Sådan lyder meldingen fra Jesper Binzer, der til sommer vil underholde Grøn Koncert-publikummet i otte danske byer sammen med resten af D-A-D. Det er ikke mindre end seks år siden, bandet sidst var med rundt på koncertturnéen, og denne gang har bandet forberedt et ganske ekstraordinært koncept for koncerterne.
Som noget helt særligt vil D-A-D i år nemlig spille én af to ganske forskellige koncerter, og ingen blandt publikum vil vide, hvilken koncert, de kommer til at opleve.
Albumkoncerter med den originale scenografi
Den ene koncert er bygget op omkring gennembrudsalbummet No Fuel Left For The Pilgrims fra 1989, som rummer klassiske numre som Jihad, Sleeping My Day Away og Girl Nation.
Den anden tager udgangspunkt i albummet, der udkom to år senere, Riskin’ It All, hvorpå man finder evergreens som Bad Craziness, Grow Or Pay og Laugh ’N’ A ½.
”Vi har fundet al den gamle scenografi, der har overlevet, og desuden bygget masser af nye, store ting. Så de to koncerter er totalt forskellige fra hinanden – både musikalsk og i forhold til sceneudsmykningen – derudover fyrer vi et par ekstranumre af,” fortæller Binzer.
I år starter turnéen den 21. juli i Kolding og slutter den 31. juli i København, og traditionen tro runder den grønne karavane otte danske byer. De øvrige syv navne offentliggøres løbende hen over foråret.
Turnéplan
21/7: Kolding
22/7: Randers
23/7: Aarhus
24/7: Aalborg
28/7: Esbjerg
29/7: Odense
30/7: Næstved
31/7: København