Dagens Fødselar: Disney-tegneren Carl Barks

onsdag d. 27. marts 2013 kl: 7. 02 Af: Uffe Dahl
 

Carl Barks 610 x 292

Kendte.dk siger tillykke til Disney-tegneren Carl Barks, der i dag den 27. marts ville være fyldt 112 år.

Om Carl Barks:

Carl Barks blev født den 27. marts 1901 og døde den 25. august 2000. Han var en berømt tegner og forfatter dels hos Walt Disney Companys tegnefilmafdeling, dels hos forlag, der lavede tegneserier for Walt Disney Company.

Barks begyndte at arbejde for Disney Company i 1935, et år efter Anders Ands debut. Han var bl.a. med i andeteamet som assistent og in-betweener med instruktøren Jack King og Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah og var med til at lave tegnefilm som Donald’s Nephews (1938), Donald’s Cousin Gus (1939), Timber (1941), The Vanishing Private (1942) og The Plastics Inventor(1944).

Barks stoppede frustreret over arbejdsbetingelserne i 1942. Barks fik senere arbejde hos Western Publishing, hvor han fra begyndelsen håbede på selv at skabe nye figurer, men han blev kun bedt om at lave Anders And-tegneserier. Han lavede dog tidligt en række serier med Bruno Bjørn, en bjørn med det samme koleriske temperament som anden.

Barks producerede serier i de næste tre årtier. Ud over at give Anders And en mere behagelig og knapt så hidsig personlighed omgav han ham med en række excentriske og farverige figurer somJoakim von And – den rigeste and i verden, Fætter Højben – Anders’ ufatteligt heldige fætter, opfinderen Georg Gearløs, Bjørne-banden, troldkvinden Hexia de Trick og Grønspætterne – den verdensomspændende spejder-organisation. Han “opdagede” også grundstoffet bombastium.

De, som arbejder hos Disney eller dets licenshavere, gjorde det først anonymt; historierne bar kun Disneys navn og et kort identifikationsnummer. Alligevel lykkedes det for fans – gennem Disney-studierne! – omkring 1965 at finde frem til, at Den gode tegners virkelige navn var Carl Barks. I dag er det mere reglen end undtagelsen, at Disney-tegnere og -forfattere krediteres i bladene.

Barks’ historier var populære ikke kun blandt børn, men også blandt voksne. Til trods for, at Barks kun har rejst meget lidt, har han ladet sine ænder rejse kloden rundt til de mest mærkelige og afsides steder.

Carl Barks gik på pension i 1966, men han fortsatte med at skrive en del historier for Western. Han begyndte at lave oliemalerier med scener fra sine historier, og de blev hurtigt mange penge værd.

Carl Barks døde den 25. august 2000, 99 år gammel.

I Danmark var han hovedleverandør af andehistorier fra det første nummer af Anders And & Co. i 1949 til 1963, hvor andre andetegnere gradvis overtog pladsen. Takket være hans store popularitet er hans historier genoptrykt i senere numre, og aldrig tidligere oversatte historier er blevet trykt. Tillige er flere af hans lange andehistorier udgivet som Solohæfter og Månedshæfter fra Egmont Serieforlaget.

I et stort fællesnordisk projekt blev Carl Barks’ komplette Disney-tegneserier genudgivet 2005-2008 i 30 luksusbind i 10 kassetter som Carl Barks’ Samlede Værker.

Andre facts om Carl Barks:

Som den eneste udlænding blev Carl Barks en del af den danske kulturkanon i 2006 med den lange historie Anders And og den gyldne hjelm.

 

Andre kendte med fødselsdag i dag:

Ben Webster, amerikansk jazzsaxofonist (død 1973), 104 år.

Cecil Bødker, dansk forfatter, 86 år.

Wili Jønsson, dansk bassist i Gasolin’, 71 år.

Jørgen Hansen, dansk tjener og tidligere bokser, 70 år.

Quentin Tarantino, amerikansk filminstruktør, 50 år.

Mariah Carey, amerikansk sangerinde, 43 år.

Fergie, amerikansk sanger, 38 år.

Del din kommentar

Forsiden lige nu