75 år i dag
Han har stået i spidsen for store virksomheder som topchef og bestyrelsesformand. Svært opkøb prægede karrierens sidste år. Alf Duch-Pedersen fylder 75
Med en imponerende karriere i toppen af dansk erhvervsliv havde han det egentlig bedst med at lade resultaterne tælle for sig selv og ikke gøre for meget væsen af sin person.
Men det førte til et omdømme i medierne som en af Danmarks kedeligste topchefer, og derfor måtte han øve sig i at åbne mere op.
Søndag den 15. august fylder tidligere direktør og bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen 75 år.
Senest var Alf Duch-Pedersen bestyrelsesformand for Danske Bank og den dansk-britiske sikkerhedskoncern G4S.
Men tidligere var han blandt andet administrerende direktør for forsikringskoncernen Tryg-Baltica og siden fødevaregiganten Danisco.
Værner om privatliv
Om kritikken af sin manglende profil i offentligheden sagde han selv i et interview med Berlingske i 2004, at han ikke er så meget for at lukke folk "sådan helt ind".
- Dem, der kender mig, og dem, jeg arbejder sammen med, ved, hvordan jeg er. Så kritikken generer mig sådan set ikke. Der skal også noget til, når bankens bestyrelse endte med at pege på mig som formand, sagde han.
Han erkendte dog samtidig, at han havde måttet ændre holdning og lukke meget mere op end tidligere.
- Vores ansatte kan jo godt lide at læse om deres virksomhed og deres leder, sagde han i interviewet, hvor han samtidig fortalte om sin kærlighed til naturen, jagt, fiskeri og sommerhuset på Nordfalster.
Startede i fødevarebranchen
Alf Duch-Pedersen blev født i Aarhus og er udlært maskinarbejder fra Aarhus Oliefabrik.
Senere uddannede han sig til både stærkstrømsingeniør og merkonom.
Han startede karrieren med forskellige ansættelser i virksomheder inden for fødevareteknologi først som underdirektør og siden som administrerende direktør.
I 1991 satte han sig i stolen som administrerende koncerndirektør i Tryg-Baltica.
Her var frem til 1997, hvor han skiftede til stillingen som topchef i Danisco.
Gik på pension efter drama
Alf Duch-Pedersen er nu gået på pension.
Han trak sig som bestyrelsesformand i G4S i 2012, da han fyldte 65 år.
Men det skete i kølvandet på et større drama om et muligt opkøb af servicegiganten ISS, som i givet fald ville have været et af de helt store opkøb i dansk erhvervshistorie på daværende tidspunkt.
Ledelse og bestyrelse i G4S med Alf Duch-Pedersen i spidsen anbefalede opkøbet.
Men de fik ikke opbakning fra de nødvendige 75 procent af aktionærerne.
Dermed kuldsejlede planerne - og det under stor bevågenhed i medierne.
Privat er Alf Duch-Pedersen gift med Lene Duch-Pedersen.