Her er Jørn Riel i dag
Jørn Riel har rejst i store dele af verden, og hans mange fortællinger er inspireret af oplevelserne. 23. juli fylder forfatteren 90 år
"En umiskendelig fortællerglæde med menneskelig varme og stor humor".
Sådan lød karakteristikken af Jørn Riels forfatterskab, da han i 2010 fik overrakt Det Danske Akademis Store Pris.
Siden 1970 har han skrevet over 60 bøger, og navnet står udgivet i 19 forskellige oversættelser. Mange af bøgerne er inspireret af forfatterens ophold i hele verden over det nordlige Grønland til det sydøstlige Asien.
Man kan dårligt tænke skrøner i en moderne sammenhæng uden også at tænke Jørn Riel, der den 23. juli fylder 90 år.
Rejste som ung
Allerede som ung trak udlandet i Jørn Riel. Da han i 1947 var 15 år, tog han med en ven til Paris. De rejste på tommelfingeren hele vejen.
Siden har han brugt store dele af sit liv udenfor Danmarks grænser - i mange år med fast base i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur.
I første omgang førte eventyrlysten dog Jørn Riel til Grønland, hvor han fra 1951 til 1953 var en del af Lauge Kochs geologiske grønlandstogt.
Siden blev det til et årti i Grønland, hvor Riel indsamlede beretninger, skrøner og måske røverhistorier fra de indfødte, han mødte på sin vej.
Ti skrønesamlinger fra Nordøstgrønland er det blevet til.
Fandt kreativ kilde
Og oplevelserne på de nordlige breddegrader har siden været en kreativ kilde til forfatterens mange andre fortællinger og karakterer.
Men også inspiration fra rejser i Afrika og Asien er at finde i noveller og fortællinger som "Den sorte mand" fra 1990 og "Den fede, hvide tuan" fra 1974.
Den første bog af forfatterens hånd blev udgivet i 1970 som en del af trilogien "Mine fædres hus", der er solgt i 300.000 eksemplarer.
Siden er det blevet til en tung portofolie af udgivelser, og Riels bøger er som indledningsvist nævnt populære i store dele af verden. Især franskmændene har taget skrønerne til sig - 800.000 af hans bøger er solgt i Frankrig.
Forfatteren modtog Boghandlerens Gyldne Laurbær i 1995.
I 2010 fik han Det Danske Akademis Store Pris, på daværende tidspunkt som den eneste af 36, der ikke var at finde i det klassiske opslagsværk "Danske digtere i det 20. århundrede".