Dansker nomineret til en Oscar

tirsdag d. 23. januar 2018 kl: 14. 51 Af: Ritzau Fokus
Dan Laustsen nomineret til en Oscar
Den danske filmfotograf Dan Laustsen er nomineret til en Oscar. Foto: Thomas Nielsen/Scanpix (Arkivfoto)

Filmen "The Shape of Water" kan indbringe den danske filmfotograf Dan Laustsen en Oscar.

Den danske filmfotograf Dan Laustsen er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Fotografering for filmen “The Shape of Water”.

Det står klart tirsdag, hvor de nominerede film offentliggøres.

– Det er enormt tilfredsstillende at blive nomineret for noget, man er stolt af, og “The Shape of Water” er bare et mesterværk på alle måder, siger Dan Laustsen.

Den danske filmfotograf skal konkurrere mod fotograferne bag filmene “Blade Runner 2049”, “Darkest Hour”, “Dunkirk” og “Mudbound”.

EGOT: En eksklusiv klub for anmelderdarlings

Den 63-årige filminstruktør er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1979. Han har stået bag kameraet på en lang række nationale og internationale produktioner siden 1970’erne.

I Danmark gælder det blandt andet børneklassikerne “Gummi-Tarzan” og “Otto er et næsehorn” – begge fra 1980’erne – og Ole Bornedals “Nattevagten” fra 1994.

På den internationale scene har Dan Laustsen de senere år været cheffotograf på den mexicanske instruktør Guillermo del Toros film, som også har instrueret “The Shape of Water”.

– Guillermo er et visuelt geni efter min mening, og det er den tredje film, vi laver sammen, siger Dan Laustsen.

– Han har gået med historien i sit hjerte i mange år, og så har vi løftet det i flok sammen med alle de andre på filmen, og det har været en meget stor kreativ proces.

Dansk stjerne bliver medlem af magtfuld Oscar-bestyrelse

Selve oscaruddelingen finder sted for 90. gang og løber af stablen ved et gallashow i Los Angeles 4. marts 2018.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu