Dansedarling fylder 30: Rampelyset er hans følgesvend

torsdag d. 6. oktober 2016 kl: 11. 54 Af: Ritzau Fokus

I knap to tredjedele af sit nu 30-årige liv har Sonny Fredie-Pedersen underholdt andre.

Han var kun 11 år, da han første gang tonede frem på de danske tv-skærme i danse-dokumentaren “Ingen Slinger i Valsen” på DR1, og det er dermed knap 20 år siden, navnet Sonny Fredie-Pedersen for alvor kom på danskernes læber.

I dag fylder han 30 år, og når han kigger tilbage, er der især én ting, han klapper sig selv på skulderen over.

– Der er mange momenter i min karriere, som jeg priser højt, men umiddelbart tror jeg helt simpelt, at det er det faktum, at jeg nu igennem 20 år har været aktiv i underholdningsbranchen, jeg er mest stolt af, siger entertaineren, der til daglig driver et danseakademi i Los Angeles.

– Det er der ikke mange på min alder, der kan prale af, og samtidig har jeg så formået at skabe en karriere og forretning i USA. Det er ikke en nem branche, så det er jeg nu engang rigtig stolt af, siger han.

At stå i rampelyset ligger til hans familie, og der har aldrig rigtig været tvivl om, hvilken karrierevej Sonny Fredie-Pedersen ville vælge.

Som barnebarn af danseskolestifteren Fredie Pedersen og søn af danseparret Mickey og Søs Fredie-Pedersen, fik han rytmer og chasseer ind med modermælken, og sammen med søsteren Gigi har han siden vundet flere danske og nordiske mesterskaber i sportsdans.

Familien er omdrejningspunktet

Familien altid har været omdrejningspunktet for entertaineren.

– Min familie betyder alt. Uden dem ville jeg ikke være der, hvor jeg er i dag.Den lærdom og ekspertise, jeg har fået med i bagagen fra dem, er uvurderlig, og jeg er meget stolt over at føre familienavnet videre ude i verden, siger han.

Det er ikke kun at danse, Sonny Fredie-Pedersen føler sig kaldt til.

Sammen med søsteren Gigi har han også udgivet musik i duoen “Brother+Sister”, og som solist har han blandt andet udgivet albummet “International” i 2012 og medvirket i det danske melodigrandprix. Lige nu er han aktuel med singlen “Cha Cha”.

Gennem årene er det også blevet til roller i flere danske opsætninger af musicals for Sonny Fredie-Pedersen, og i USA har han desuden optrådt som danser i det amerikanske Vild med dans og ved det prestigefyldte Oscar-show.

Er ikke til store fester

Når 30-års fødselsdagen skal fejres, bliver det dog ikke på dansegulvet på en af Hollywoods hotte natklubber. Privat er Sonny Fredie-Pedersen nemlig ikke til de store fester.

– Jeg kommer nok til at fejre dagen alene i USA uden min familie, men gud, der er så meget at være lykkelig og taknemmelig for, så en dag, hvor man blot kan reflektere og nyde livet i Californien er også helt ok med mig. Jeg har aldrig været den store festabe, så jeg overlever, siger han og tilføjer:

– Måske tager jeg ud og ser noget flot natur – og ja, der var så beviset for at jeg nu er blevet 30, siger han.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu