Fra fejlskud til imponerende

Der er ros til hovedrolleindehaver, som debuterer i ny spillefilm, fra flere anmeldere

Offentliggjort Sidst opdateret

Det nye danske komediedrama "Miss Viborg" bliver kaldt alt fra "imponerende debut" til et "fejlskud" af de danske filmanmeldere.

Filmen kan ses i de danske biografer fra torsdag. Den handler om førtidspensionisten Solvej, som er tidligere skønhedsdronning og hendes umage venskab med den 17-årige nabo, Kate.

Det er instruktør Marianne Blichers første spillefilm. 

Fire ud af seks

I Berlingske får filmen ros for at være "en imponerende debut".

Men den "halter lidt i tredje akt". Avisens anmelder kvitterer med fire ud af seks stjerner.

Filmmagasinet Ekko giver også fire ud af seks stjerner og kalder filmen "drøncharmerende".

- I hovedrollen er den 60-årige filmdebutant Ragnhild Kaasgaard, der har spillet børneteater halvdelen af sit liv, et herligt bekendtskab, skriver magasinets anmelder.

J-P ikke begejstret

Omvendt er der ikke meget ros at hente hos Jyllands-Posten. 

Avisens anmelder giver to stjerner og skriver, at filmen føles som et fejlskud. 

Anmelderen beskriver det som en langtrukken film, som de ikke blev revet med af.

- Så det er en på alle måder undervældende oplevelse at være inviteret til Viborg i denne omgang.

Overlæsset

I Information får filmen ros for at være charmerende. Anmelderen mener, at de bedste øjeblikke i filmen er, når de to hovedroller spiller sammen. 

Men dagbladets anmelder kritiserer filmen for ikke at hænge sammen.

- Plottet er overlæsset med faderkomplekser, fremtidsplaner, knuste drømme, nostalgi, restauranttips, overspisningsproblematik, tyveri og truckernostalgi, og det lykkes ikke at få alle brikkerne i puslespillet til at passe samme.

Information giver ikke karakterer i filmanmeldelser.

Hjerternes fest

Omvendt er der masser af ros at hente hos Alt for Damernes filmanmelder, som kvitterer med seks hjerter.

Her beskrives hovedpersonen Solvej som en "vidunderlig vranten dame".

Der er også stor ros til begge hovedroller i filmen.

- Hvis ikke denne velturnerede og vidunderlige debutspillefilm af Marianne Blicher sikrer begge damer solide gennembrud, så er der ingen retfærdighed til, skriver anmelderen.

Anmelderen slutter med, at absolut intet mangler i filmen.

Powered by Labrador CMS