Dansk hitmager: -Det tog mig år at genfinde selvtilliden

søndag d. 2. april 2017 kl: 10. 00 Af: Ritzau Fokus
20170328132801422_org
Den danske musiker Alex Vargas er aktuel med sit første album. Foto: Pressebillede

Danske Alex Vargas udlever sin drøm som international stjerne, men vejen dertil har budt på modgang.

Han står bag hits som “Shackled Up” og “Solid Ground”, og netop nu er han aktuel med sit første album.

Danske Alex Vargas, med det borgerlige navn Alexander Vargas Blay, rider på en bølge af succes i øjeblikket.

Gennembrud var længe undervejs

Men gennembruddet har været længe undervejs for den 29-årige musiker, der har kæmpet med selvtilliden og som i øjeblikke har haft svært ved at finde sin vej.

– Jeg lever min drøm lige nu. Men jeg har været derude, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle gå hen, fordi jeg havde brugt alle mine penge, og der var ikke rigtig gang i noget nogen steder, siger Alex Vargas.

Flyttede til England

I en alder af blot 17 år flyttede han til England for at jagte en karriere i musikbranchen. Her blev han hurtigt en del af et band, men samarbejdet med bandets producer fungerede ikke, og det påvirkede det unge musiktalent.

– Produceren og jeg kom ikke så godt ud af det sammen, og han havde lidt fået pillet mig fra hinanden. Så efter jeg stoppede i bandet, tog det mig i hvert fald et par år at finde selvtilliden igen, lyder det ærligt fra Alex Vargas.

Han fortæller, at hans tidligere producer særligt betvivlede hans intuition, når det gjaldt musikken.

Alex Vargas spiller på Plænen i Tivoli for første gang

– Han fik fortalt mig, at jeg skulle nok ikke lytte til min mavefornemmelse, for den var nok galt på den, for jeg var jo kun 20 år. Det er en forfærdelig ting at sige til et ungt menneske, og jeg vil aldrig råde nogen til ikke at lytte til deres mavefornemmelse, siger han.

Indtog hitlisterne

I dag har Alex Vargas som solist indtaget hitlisterne, og sidste år kunne han ved prisuddelingen Danish Music Awards tage prisen som årets danske solist med sig hjem.

Selvtilliden er tilbage, men at han skulle nå hertil, kommer nogle gange bag på ham selv.

– Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 18, havde jeg nok troet, at jeg var her, da jeg var 23 år, måske før. Havde du spurgt mig, da jeg var 24-25, havde jeg nok ikke troet, det ville ske, siger Alex Vargas og fortsætter:

– Det kan hurtigt lyde superarrogant, men da jeg fandt min selvtillid igen, gik det også op for mig, at jeg absolut havde nogle egenskaber, og hvis jeg var fornuftig med, hvordan jeg tog dem i brug, ville der altid på en eller anden måde være en karriere for mig inden for musikken.

Bor sammen med sin danske kæreste

Alex Vargas bor stadig i London med sin danske kæreste gennem fire år, men der er for alvor kommet fart på karrieren nu, og det kan han mærke på flere områder.

– Nu skal jeg ikke panikke over, hvordan jeg betaler min husleje. Det gik der ellers mange år med, og det blev lidt hårdt at være panikslagen over finanser hele tiden. Nu skal det heller ikke lyde så pinefuldt, men det er i hvert fald bare et godt liv, jeg har for tiden, siger Alex Vargas.

Dansk sangkomet står bag bulgarsk Eurovision-favorit

Hans debutalbum, “Cohere”, kom på gaden fredag.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu