Dansk mand er tilbageholdt af politiet: Hovedmistænkt i drabssag på kendt sanger

tirsdag d. 10. april 2018 kl: 8. 53 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk
359230967-1638x1280ma
En dansk mand er tilbageholdt i Nigeria efter et drab. Arkivfoto: Scanpix

En dansk mand mistænkes for at have banket sin kone og et treårigt barn ihjel i Nigeria, oplyser politiet.

En 53-årig dansk mand er hovedmistænkt i en drabssag i Nigeria, hvor en kvinde og et barn er blevet slået ihjel i den nigerianske hovedstad, Lagos. Det oplyser det lokale politi i en udtalelse ifølge nigerianske The Guardian.

Den dræbte kvinde er den 37-årige Zainab Nielsen, der var gift med den mistænkte danske statsborger. Der er uklarheder om barnets alder. Guardian skriver, hun er tre, mens Daily Post skriver fire.

Politiet oplyser, at det den 5. april fik en henvendelse fra Zainab Nielsens 13 år gamle søster. Hun hørte tumult fra den afdødes hjem midt om natten. Da politiet nåede frem til hjemmet fandt det den dræbte kvinde og barnet.

Ifølge nigerianske medier boede parret i området Banana Island i hovedstaden på Lagos Island. Der spekuleres i, at boligen er ejet af Zainab Nielsens pladeselskab. Zainab var nemlig en upcoming sanger i hjemlandet og havde for nylig underskrevet en millionkontrakt med et asiatisk pladeselskab.

Tilbageholdt

Den umiddelbare vurdering var, at de begge var blevet udsat for vold. Overfaldet var startet i hjemmets soveværelse, inden de til sidst var blevet slæbt ind i køkkenet, skriver politiet.

Det lokale medie pulse.ng skrev oprindeligt, at den 53-årige dansker havde skudt sin nigerianske kone. Men det oplyser politiet altså ikke noget om. Nigerianske Daily Post skriver desuden, at politiet oplyser, at danskeren er far til barnet.

Nigeriansk politi har informeret den danske ambassade om, at man efterforsker den 53-årige dansker for mord. I forbindelse med de første meldinger om dobbeltdrabet bekræftede Udenrigsministeriets borgerservice, at en dansker var tilbageholdt i Nigeria.

Pladeselskabet har i forbindelse med drabet udsendt en pressemeddelelse.

– Petra Entertainment har modtaget den chokerende nyhed om vores kunstners og hendes barns pludselige død, lyder det ifølge flere medier.

Del din kommentar

Forsiden lige nu