Dansk stjerneskud i svær balancegang

onsdag d. 4. oktober 2017 kl: 13. 29 Af: Jesper Werge, jw@kendte.dk og Ritzau Fokus
Rebecca Emilie Sattrup ses her under optagelserne til
Rebecca Emilie Sattrup ses her under optagelserne til "Skammerens datter II - slangens gave". Foto: Julie Vrabelová (Arkivfoto)

Rebecca Emilie Sattrup genoptager rollen som skammerdatteren Dina i "Skammerens datter II - slangens gave".

Hovedrollen som Dina i “Skammerens Datter” blev Rebecca Emilie Sattrups ved lidt af et tilfælde.

Det var nemlig en erfaren caster, der helt tilfældigt så Rebecca Emilie Sattrup, da casteren var på jagt efter hovedpersonen til filmatiseringen af Lene Kaaberbøls fantasybøger om “Skammerens datter”.

Og det forandrede den unge skolepiges liv på et splitsekund.

De smukke grønne øjne

Den erfarne caster havde set mere end 5000 piger, men ingen af dem indkapslede skammerdatteren Dina.

Det gjorde til gengæld Rebecca Emilie Sattrup og hendes smukke grønne øjne, den dag deres blikke mødte hinanden på en danseskole i København.

Da den første film udkom, var Rebecca Emilie Sattrup på tærsklen til teenagetiden, og under optagelserne til “Skammerens Datter II – Slangens Gave” er stjerneskuddet nu blevet en ung pige på 15 år. Og det er lidt af en balancegang.

Savner vennerne i Danmark

– Det er super fedt og rigtig sjovt at være tilbage, men jeg har nogle ekstremt tætte venner hjemme i Danmark, som jeg savner rigtigt meget nu. Især fordi jeg tit er den eneste unge på settet, fortæller Rebecca Emilie Sattrup.

Hun er lige nu i gang med optagelserne i nærheden af Prag – Tjekkiets hovedstad.

– Der er så mange ting, som teenagere taler om og har brug for at tale om, som man måske ikke bare snakker med de voksne her på settet om, understreger Rebecca Emilie Sattrup.

Gidseldrama med dansk fotograf bliver til spillefilm

Sov ikke i 24 timer

Hele filmholdet er yderst opmærksom på skuespillerinden, og det betyder meget for Rebecca Emilie Sattrup, der holder et års pause inden gymnasiet for at indspille filmen.

– Det er fedt, men også hårdt at have lange dage. Jeg sov næsten ikke i 24 timer, da jeg havde været på natoptagelser. Det overrasker mig faktisk, at jeg har energien, , siger hun og fortsætter:

– Forleden lavede jeg en scene, hvor jeg skulle være meget ked af det, og det var lidt grænseoverskridende. Jeg prøver mig frem. Nogle gange virker det og andre gange ikke, men så får jeg noget feedback.

Blev kastet ud i det

Om Rebecca Emilie Sattrup vil være fuldtidsskuespillerinde, tror hun umiddelbart ikke. Lige nu er fokus efter filmoptagelserne den kommende gymnasietid, men dukker det rigtige op, er den unge pige ikke afvisende.

– Jeg tager det som en stor gave, og jeg har virkelig lært meget. Jeg har jo ikke en uddannelse eller denne her forberedende platform, som mange af de andre skuespillere har. Jeg er ligesom bare blevet kastet ud i det, påpeger Rebecca Emilie Sattrup.

I filmen spiller hun mest sammen med Dejan Cukic og Jakob Oftebro, og de har det altid virkelig sjovt sammen.

Glad for anonymiteten

– Lige med dem kan jeg virkelig mærke, at det her ikke kun er et arbejde. De to går virkelig op i, at det hele ser godt ud. Ikke kun i skuespillet, men også hvordan jeg har det. Jeg bliver stadig ikke genkendt, og jeg er glad for, at jeg skal forholde mig til at være Rebecca og ikke Dina, fortæller Rebecca Emilie Sattrup.

Game of Thrones-stjerne i dansk drama: -Seriens succes har åbnet døre

“Skammerens Datter II – Slangens Gave” får premiere til februar næste år. Det er en filmatisering af “Skammertegnet”, der er den anden bog i serien på fire bøger.

Den første “Skammerens Datter”-film havde premiere i marts 2015.

Del din kommentar

Forsiden lige nu