Husker du Frederik og Marys bryllup?

Husker du kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup? Her giver vi dig et tilbageblik på den store dag.

Udgivet Opdateret

Den 14. maj 2004 blev kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup afholdt.

Kronprins Frederik fik sin prinsesse i Vor Frue kirke i København.

Det var en stor dag, og en tydeligt rørt Kronprins der sagde ja til sin kone.

Her har vi samlet et lille sammendrag af de festlige begivenheder som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary oplevede på deres store dag.

Klokken 16.46 sagde først den ene, og så den anden ja i Københavns Domkirke. Danmark havde fået sin nye kronprinsesse, og Frederik havde fået sin Mary.

Hyldet af 100.000 mennesker

Efter vielsen gik turen igennem Københavns gader, hvor omkring 100.000 mennesker havde taget opstilling langs ruten for at hylde parret.

Da parret endelig kom frem på balkonen på Amalienborg, blev de hyldet af flere end 20.000 mennesker.

Der blev vinket med både det danske og det australske flag.

Bryllupsfesten på Fredensborg Slot kom i gang en smule forsinket, da brudeparrets afgang fra Amalienborg blev udsat.

Taler en hyldest til Mary

Velkomsttalen blev holdt af prins Henrik, der bød sin nye svigerdatter varmt velkommen i familien.

Det samme gjorde dronning Margrethe, der var næste taler:

– Dit lyse sind kaster lys over din færden, sagde dronning Margrethe.

Brudens far, John Donaldson, fik taget til at lette, da han sammenlignede mødet mellem Frederik og Mary med skotternes møde med vikingerne 800 år tidligere.

Kronprins Frederik holdt en rørende tale.

Han erklærede sin kærlighed til Mary, og de afsluttende ord i talen fik tårerne frem hos kronprinsesse Mary.

Brudevalsen blev lige nået

Selv om middagen var forsinket nåede de mange gæster og parret at rykke ind i Kuppelsalen kort før midnat, hvor der skulle danses.

Som traditionen er i Danmark, blev valsen danset til Niels W. Gades melodi fra August Bournonvilles “Et Folkesagn”.

Aftenen sluttede officielt med et stort, smukt og meget romantisk fyrværkeri.

Det oplyste himlen over Fredensborg Slot i røde, hvide og blå farver. Farverne i det danske og australske flag.

Derefter fulgte bryllupskage, underholdning og natmad.

Alt i alt en fantastisk dag for de to kommende regenter.

Brudekjolen

Kronprinsesse Mary havde valgt en hvid duchesse som brudekjole, der skinnede som perlemor.

Der blev brugt otte meter af den gamle blonde på kjolen og 24 meter duchesse til selve kjolen, som var fuldstændigt underslået med silkeorganza.

Til slæbet blev der brugt 23 1/2 meter duchesse, og det var seks meter langt målt fra livet. Det var syet af dobbelt stof og stivet med 15 meter kraftig organza.

Desuden var der brugt 31 meter tyl til at holde skørtet ude bagpå. Denne tyl var blevet færdiggjort med 100 meter Chantille blonde fra Frankrig, skriver Kongehuset.

Powered by Labrador CMS