Danske rockdronninger bliver genforenet på landsdækkende arena-tour

tirsdag d. 20. marts 2018 kl: 12. 00 Af: Ritzau Fokus og Jesper Werge, jw@kendte.dk

Anne, Sanne og Lis... Hvis det lyder som en børnebog, så er det fordi, at du ikke er gammel nok. Der er nemlig tale om Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, som for første gang i 37 år drager sammen på turné.

For små 40 år siden begyndte de at spille sammen i Anne Linnet Band. Og nu ligger det fast – tre rockdronninger bliver genforenet på dansk jord.

Hurtigt blev trioen imidlertid kendt som hele landets Anne, Sanne og Lis.

Nu er det en realitet, at Anne, Sanne og Lis – i form af Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen – bliver genforenet, når de i foråret 2019 drager sammen på turné.

Strålende Anne Linnet skal giftes med 26-årig kæreste

Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

Gæster landets helt store arenaer

På turnéen lægger de – som programmet ser ud nu – vejen forbi Aalborg, Aarhus, Herning, Odense og København.

Første koncert er den 16. maj 2019 i Gigantium i Aalborg, mens turnéen afsluttes i Royal Arena i København den 31. maj.

Og undervejs er det store arenaer som Ceres Arena og Jyske Bank Boxen, der lægger halgulv til.

Gamle klassikere bliver grundstammen

De tre pop- og rockkvinder har allerede besluttet, at grundstammen i repertoiret til koncerterne bliver sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band.

Derudover vil de spille sange fra deres respektive solokarrierer.

Og de to oplysninger åbner på alle måder et enormt katalog af ørehængere – og dermed kan koncerterne reelt blive ganske lange, hvis vi skal hele vejen rundt.

Tiden med Anne Linnet Band gav blandt andet “Det er ikke det du siger” og “Måne Sol og Stjerner”, mens de tre kvinders solokarrierer har kastet masser af hits af sig.

Har lavet hits på samlebånd

Vi nævner i flæng “Barndommens Gade”, “En Forårsdag” og “Tusind Stykker” fra Anne Linnet.

Og “Wodoo”, “Sui Sui” og “Kærligheden Kalder” fra Sanne Salomonsen.

Samt “Mine Øjne De Skal Se”, “Stille før Storm” og “Indtil Dig Igen” fra Lis Sørensens hånd.

Billetsalget til de fem koncerter begynder torsdag den 22. marts klokken 10 via ticketmaster.dk.

Har tilsammen udgivet over 75 plader

Tilsammen har de tre kvinder udgivet mere end 75 regulære albummer.

I 1980 fik Sanne Salomonsen sit kunstneriske gennembrud, da hun kom med i Anne Linnet Band sammen med Anne Linnet og Lis Sørensen.

Bandet havde en kort, men succesfuld levetid, hvor de nåede at udgive to album – et i 1981 og et i 1982.

Smuk og dejlig - og rig: Se Linnets vilde lønfest

 

I begyndelsen af januar 2018 udkom DR med en dokumentarserie på tre afsnit om Anne, Sanne og Lis. Den er stadig tilgængelig på DR’s hjemmeside.

Del din kommentar

Forsiden lige nu