DBU melder dødstrusler mod fodboldspiller til politiet

lørdag d. 7. juli 2018 kl: 10. 01 Af: Jørgen Rosengren

Nicolai Jørgensen har fået dødstrusler på sociale medier, efter han brændte et straffespark i dansk VM-exit.

Dansk Boldspil-Union (DBU) vil anmelde trusler mod landsholdsangriber Nicolai Jørgensen til politiet.

Det skriver DBU på Twitter.

– Vores samfund må aldrig acceptere dødstrusler – hverken mod VM-stjerner, politikere eller andre.

Dansk landsholdsspiller får dødstrusler på sociale medier

– Det er helt uacceptabelt og uanstændigt. Vi melder sagen til politiet, for at få sat en stopper for dette vanvid, skriver DBU på Twitter.

Brændte straffe

Nicolai Jørgensen var uheldig i det afgørende moment i Danmarks ottendedelsfinale mod Kroatien ved VM i Rusland.

Angriberen brændte danskernes sidste spark i straffesparkskonkurrencen, og da kroaterne efterfølgende scorede på deres sidste forsøg, var Danmark ude af VM.

Det har fået flere til at rase mod den 27-årige angriber, der blandt andet har fået dødstrusler på de sociale medier.

“Seriøst pinligt” og “hold kæft du er lort”, lyder nogle af de knap så slemme kommentarer, mens de værste af dem er dødstrusler og trusler om at ødelægge Jørgensens hjem.

De hårde ord er blevet skrevet som kommentarer på Jørgensens Instagram-profil, hvor han har lagt billeder ud under VM.

– Jeg har ikke oplevet lignende i forhold til vores landsholdsspillere, siger kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, til TV2 Sport.

Landsholdsstjerne på vild bryllupsrejse

Rystet Spillerforening

Også hos Spillerforeningen er man rystet over de hårde ord, der er haglet ned over angriberen.

– Det er uacceptabelt og langt over alle grænser, at man kan komme ud for sådan noget, fordi man spiller fodbold og passer sit arbejde efter bedste evne, siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, til TV2 Sport.

Del din kommentar

Forsiden lige nu