Margrethes jule-shoppetur spoleret
For andet år i træk har corona-pandemien sat en kæp i hjulet for dronningens juleplaner
I slutningen af november fremgik det af kongehusets kalender, at kronprinsen i perioden fra den 2. til og med den 8. december skulle afløse dronningen som regent af Danmark.
Men sådan blev det ikke. For ifølge Se og Hør fik majestæten sine planer spoleret.
Jule-shoppetur aflyst
Hun skulle, som så ofte før i december, have besøgt London for blandt andet at jule-shoppe, men kongehuset valgte at aflyse rejsen.
På grund af corona-pandemiens voldsomme opblomstring, skal rejsende til England nemlig nu testes for covid-19. Også selv om man er færdigvaccineret.
Man skal desuden gå i isolation indtil svaret forelægger, og derfor gav det angiveligt ikke mening at tage afsted.
Andet år på stribe
Også i 2020 satte corona-pandemien en kæp i hjulet for dronningens jule-shoppetur til den britiske hovedstad.