Afslører nyt om Isabellas fest
Aarhus Kommune har nu meldt en række praktiske informationer ud til gæsterne
Når prinsesse Isabella den 11. april bliver fejret på Aarhus Rådhus i anledning af hendes 18. års fødselsdag bliver det blandt andet med 70 unge - med ledsagere - mellem 17 og 19 år blandt gæsterne.
Nu har Aarhus Kommune på sin hjemmeside lidt afsløret om, hvad der venter og samtidig meldt nogle praktiske informationer ud.
Ingen alkohol
Det fremgår blandt andet, at det bliver et alkoholfrit arrangement.
"Der bliver serveret saft og sodavand samt noget let mad og kage til arrangementet," lyder en af informationerne.
Fotograferne har frit spil
Og så bliver det også meldt ud, at der på dagen vil være fotografer til stede fra såvel pressen, Aarhus Kommune og kongehuset, og at gæsterne ikke kan modsætte sig at blive fotograferet.
"Når du vælger at sige ja til at deltage i arrangementet, siger du også automatisk ja til, at der må tages billeder og video af dig," slår kommunen fast.
Endeligt bliver det også oplyst, at eventuelle gaver til Isabella skal afleveres ved rådhusbetjentene ved ankomst til festen.
