Charles og Camilla på overraskende besøg

For blot få uger siden var han tæt på at dø   

Offentliggjort

Kong Charles og dronning Camilla var onsdag på visit hos pave Frans under parrets statsbesøg i Italien.

Torsdag har Vatikanet offentliggjort billeder af mødet, der egentlig var blevet aflyst på grund af pavens dårlige helbred.

Stadig ved at komme sig

Den 88-årige pave er stadig ved at komme sig, efter at han i løbet af fem uger i februar og marts var indlagt med en livstruende lungebetændelse.

Under det 20 minutter lange møde ønskede paven og kongen - som for nylig kortvarigt måtte indlægges på grund af bivirkninger fra sin kræftbehandling - hinanden godt helbred. Det oplyser Vatikanet.

Begejstrede majestæter

- Majestæterne var begejstrede over, at paven havde det godt nok til at byde dem velkommen - og havde mulighed for personligt at give dem sine bedste ønsker, står der i en meddelelse fra det britiske kongehus.

Paven ønskede også den 76-årige britiske monark tillykke med 20-års bryllupsdagen med dronning Camilla. Den dag var netop onsdag.

Var tæt på at dø

Efter pavens indlæggelse har lederen af det hold, der stod for behandlingen, sagt, at den katolske kirkes overhoved var så tæt på at dø, at læger overvejede at afslutte behandlingen.

Der var en "reel risiko for, at han ikke ville klare det", sagde lægen Sergio Alfieri, der arbejder på Gemellihospitalet i Rom.

Var nødt til at vælge

- Vi var nødt til at vælge, om vi ville stoppe der og give slip på ham, eller om vi skulle gå videre med alle de mulige lægemidler og behandlinger og dermed løbe den højest mulige risiko for at beskadige hans andre organer, sagde Alfieri til den italienske avis Corriere della Sera i et interview.

- I sidste ende var det den vej, vi tog, fortæller lægen.

Første gang siden tronskiftet

Mødet onsdag var det første mellem kong Charles, som er den anglikanske kirkes overhoved, og paven, siden Charles blev konge i 2022.

Det var i februar 2024, at Buckingham Palace meddelte, at kongen havde fået diagnosticeret kræft. Det er dog aldrig blevet oplyst, hvilken form for kræft han har.

I forbindelse med den kortvarige indlæggelse holdt han i nogle dage pause fra sine officielle forpligtelser, inden han 1. april vendte tilbage.

Charles og Camilla ses her under deres overraskende besøg hos pave Frans onsdag.
Powered by Labrador CMS