Christian ankom helt alene

Kronprinsen tog i formiddag hul på sin værnepligt på egen hånd

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Christian starter værnepligt

Kronprins Christian er begyndt på sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Han vil blive behandlet som en almindelig soldat uden særbehandling trods sin kongelige titel.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Med sin taske over skulderen har kronprins Christian taget hul på sin tid i værnepligt.

Det gjorde kronprinsen mandag formiddag, da han ankom til Antvorskov Kaserne ved Slagelse og alene gik ind fra parkeringspladsen.

Kronprins Christian trækker de næste fire måneder i trøjen og aftjener sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Ikke helt ukendt

Regimentet er formentlig ikke helt ukendt for den 19-årige kronprins.

Hans far, kong Frederik, som aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde i 1986, har ligeledes haft sin tid i Gardehusarregimentet.

To år efter den daværende kronprins Frederiks værnepligt blev han udnævnt som løjtnant af reserven og blev i den forbindelse delingsfører ved Gardehusarregimentet, der dengang hørte til i Næstved.

Kronprins Christian ankom alene til kasernen ved Slagelse.

De næste fire måneder

Regimentet udgøres af tre bataljoner, hvor den ene er uddannelsesbataljonen ved Gardehusarkasernen - der også er kendt som Antvorskov Kaserne - hvor kronprins Christian skal befinde sig de næste fire måneder.

Bataljonen uddanner blandt andet værnepligtige i Hærens basisuddannelse.

Her er der både mulighed for en otte måneders værnepligt i Første Kompagni og en fire måneders værnepligt i Livkompagniet.

På lige fod med all andre

Kongehuset har ikke delt mange detaljer om kronprinsens værnepligt. Men oberst Jørn Christensen, der er chef ved regimentet, har talt med den unge prins.

Til Sjællandske Nyheder har obersten sagt, at kronprins Christian trods sin kongelige titel ikke vil forskelsbehandles.

Kronprinsen kommer til at være "soldat på lige fod med de andre", har obersten uddybet.

Fremtiden uvis

Det er endnu uvist, hvad der skal ske efter kronprinsens fire måneder som værnepligtig, herunder også om han vil fortsætte sin uddannelse i Forsvaret.

Der er tradition for, at kongefamiliens medlemmer tilbringer en periode af deres liv i Forsvaret.

Kronprinsens oldefar, Frederik 9., gik på Søværnets Kadetskole og blev senere kontreadmiral.

Uddannet frømand

Foruden kong Frederiks militære uddannelse ved Den Kongelige Livgarde er han også uddannet frømand ved Frømandskorpset.

Også kronprinsens onkel, prins Joachim, har gennemført en militær lederuddannelse og er i dag forsvarsattaché ved den danske ambassade i Washington.

Powered by Labrador CMS