Danskfødt hertuginde skriver royal historie
Hertuginde Birgitte af Gloucester er den første nogensinde
Hertuginde Birgitte af Gloucester, der er af dansk oprindelse og som voksede op i Odense, skrev sig mandag ind i historiebøgerne.
Her optog kong Charles hende nemlig formelt i den fornemme royale orden 'Order of the Garter' som 'Royal Lady Companion, skriver Town and Country.
Den første nogensinde
Det skete ifølge mediet i forbindelse med ordenens årlige 'Garter Day'-gudstjeneste i St. Georges Chapel på Windsor Castle, der havde deltagelse af blandt andet kong Charles og dronning Camilla, prins William og prinsesse Anne.
Hertuginde Birgitte er den første ægtefælle til et medlem af den britiske kongefamilie, som ikke er enten monark eller tronfølger, der er blevet optaget i ordenen.
Barnebarn af kong George V
Hun er gift med prins Richard, hertugen af Gloucester, der er barnebarn af kong Georg V, og således fætter til dronning Elizabet II.
Parret mødtes i 1966, da de begge studerede på Cambridge, og blev med dronning Elizabeths velsignelse forlovet seks år senere.
De blev gift i St. Andrew's Parish Church i Barnwell, Northamptonshire, i juli 1972.