Derfor kan Margrethe ikke fortsætte
Udnævnelsen af en russisk juryformand for H.C. Andersen-prisen har skabt uro blandt medlemslandene
Dronning Margrethe har trukket sig som protektor for børnebogsprisen H.C. Andersen-prisen, som en konsekvens af den strid, der er om den russiske juryformand.
Det bekræfter kongehuset i en mail til Ritzau.
- Kongehuset bekræfter, at Hendes Majestæt Dronningen ikke længere kan påtage sig at være protektor for the International Hans Christian Andersen Awards.
Konflikt i organisationen
- Årsagen er, at der for øjeblikket verserer en konflikt i organisationen, som Dronningen i sagens natur ikke kan være en del af, skriver kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby.
Det er Det Internationale Råd for Bøger for Unge (IBBY), som står bag prisen.
I september 2022 blev den russiske illustrator og kunstprofessor Anastasia Arkhipova valgt som formand for juryen. Men efterfølgende har flere af medlemslandene arbejdet for at få hende til at trække sig.
Ikke aktiv i Rusland
- Vi befinder os i en ganske særlig situation. Rusland fører en angrebskrig mod sin nabo, Ukraine, og er blevet stemplet som terroriststat af EU, sagde Margaretha Ullström, formand for den svenske IBBY-afdeling, til DR tirsdag.
- Hun kan ikke være aktiv i Rusland uden regeringens accept. Derfor bliver hun et symbol, uanset hvad hun mener om krigen.
Promoverer krigen
Ifølge DR har den danske afdeling af IBBY ikke været blandt de lande, der har protesteret mod formanden.
Alligevel har udnævnelsen udløst diskussioner. Det fortæller formanden for IBBY's danske afdeling, Birgitte Reindel, til DR.
Anastasia Arkhipova sidder ifølge DR i bestyrelsen i en kunstnerforening i Moskva ved navn MOCX. Foreningen er for tiden aktiv i promoveringen af Ruslands invasion af Ukraine.
Over for DR siger Arkhipova, at hun føler sig udsat for en hetz. Arkhipova afviser desuden, at hun har nogen forbindelse til MOCX' promovering af krigen.