- Det bliver en fest

Den amerikanske præsident skal formentlig besøge det britiske kongehus til september

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump planlægger besøg hos kong Charles

Donald Trump forventes at mødes med kong Charles i september, hvilket kan gøre ham til den første statsleder, der besøger det britiske kongehus to gange.

Trump udtrykker stor respekt for kong Charles og ser frem til besøget, som han beskriver som en festlig begivenhed.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

USA's præsident, Donald Trump, forventer at mødes med Storbritanniens kong Charles til september.

Det fortæller Trump torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præsidenten modtog en invitation fra kongen, da han i februar havde besøg i Det Hvide Hus af Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.

Sådan er det 

Trump kan blive den første statsleder, der aflægger statsbesøg hos det britiske kongehus to gange. I 2019 besøgte han den nu afdøde dronning Elizabeth.

- De vil lave fest nummer to. Og det er sådan, det er - en fest.

- Det er smukt, og det vil være første gang, at det sker for en person, siger Donald Trump ifølge AFP.

Venner med Charles

Præsidenten fortæller, at han har et godt forhold til den britiske regent.

- Jeg er venner med Charles. Jeg har stor respekt for kong Charles og familien, William (prins William, red.), siger Trump og betegner det som en stor ære at besøge kongehuset.

Kutymen har hidtil været, at amerikanske præsidenter, der allerede har været på statsbesøg hos briterne, og som er i gang med deres anden præsidentperiode, bliver inviteret på en mere uformel frokost eller på te på kongeslottet Windsor.

Tager imod på slottet

Charles og Trump ses her i den amerikanske ambassadørbolig Winfield House i London i forbindelse med Trumps første officielle besøg i England tilbage i 2019.

Den britiske avis Daily Telegraph skrev torsdag, at det forventes, at den royale familie vil tage imod Trump på Windsor-slottet nær London.

Den 78-årige præsident har et tæt bånd til Storbritannien, da hans mor er født i Skotland.

Trump ejer desuden et golfresort ved byen Turnberry i Skotland.

Ønsker en aftale

Invitationen til endnu et besøg hos den royale britiske familie kommer på et tidspunkt, hvor Trump for nylig har indført importtold over for stort set alle verdens lande.

Mens Trump lagde 20 procent told på varer fra EU - som dog siden blev sat på pause - var Storbritannien kun omfattet af en basistold på 10 procent.

Ligesom flere andre lande forsøger Storbritannien at få en handelsaftale med USA.

Powered by Labrador CMS