Det bliver med Frederik og Mary
Julemærket 2024 bliver en hyldest til kongeparret og den danske nation
Når Julemærket 2024 udkommer d. 10. oktober, bliver det i royalt format.
Årets Julemærke hylder nemlig det nye kongepar, D.M. Kongen og Dronningen.
"På spektakulær vis skaber det en fortælling om kongeriget Danmark og vores historie," lyder det fra julemærkefonden i en pressemeddelelse.
Kong Frederiks valgsprog
Det er kunstner Niels Ditlev, der har tegnet Julemærket.
Det tager udgangspunkt i Kong Frederik 10.’s valgsprog: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”.
Mærket viser sammen med et portræt af Kongeparret en lang række nationale symboler fra både fortiden og nutiden. Symboler, der forbinder os som nation og er rammen om vores fællesskab.
Kongelig tradition
- Vi er stolte og glade for, at Kongeparret har valgt at fastholde traditionen med at lade sig afbillede på Julemærket. Det er et historisk Julemærke, som henvender sig til både unge og gamle. Vi glæder os til at vise resultatet til hele Danmark, fortæller direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.
Det er femte gang, at et nyt konge- eller regentpar bliver hyldet på mærket.
I 1907 var det Kong Frederik 8. og Dronning Louise, i 1912 Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine, i 1947 Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid og senest tilbage i 1972, hvor H.M. Dronning Margrethe og Prins Henrik var afbilledet.
Vi er alle forbundne
Niels Ditlev var klar på at designe årets mærke, da Dronning Margrethe nytårsaften overraskende meddelte sin abdicering.
- Jeg håber, at årets Julemærke er med til at samle os som nation og gøre os stolte over vores historie. Jeg var imponeret over at se, hvor mange danskere der var mødt frem i januar for at fejre Kongen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har nogle fælles tilhørsforhold, og vi ikke glemmer vores historie, siger Niels Ditlev og fortsætter:
- Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og oplevet, hvor meget kærlig støtte, det har givet mig i en svær tid. Julemærket er et symbol på, at vi alle kan give noget til børn, der har brug for hjælp. På den måde er vi også forbundne og forpligtede.
En hjælp til børn i mistrivsel
Som altid går overskuddet fra salget til børnene på de fem Julemærkehjem.
Fællesskab er et af nøgleordene i Julemærkehjemmenes arbejde for at hjælpe børn ud af mistrivsel.
Når børn kommer på Julemærkehjem, oplever de at blive del af et fællesskab – at være forbundet med andre børn. For mange bliver det en ny start på livet, hvor de genfinder selvværdet og får nye venner.
Hvordan Julemærket 2024 ser ud, bliver offentliggjort torsdag d. 10. oktober. Samme dag kan det købes i Julemærkehjemmenes webshop og i de fleste af landets dagligvarebutikker, boghandlere samt Kop & Kande-butikker.