Dronning Margrethe brugte fars ord
Gennem 50 nytårstaler har dronning Margrethe lagt mere og mere personlighed i sine taler. Men én ting har hun lært af sin far, og det har præget talerne
Ingenting er overladt til tilfældighederne, når dronning Margrethe forbereder sin traditionsrige nytårstale.
I de første år var der ikke meget kant i talerne. Men med tiden har hun arbejdet bevidst med at lægge mere personlighed i dem.
Det fortæller dronningen i tredje afsnit af TV 2-dokumentaren "Et liv som dronning", som kan ses på TV 2 mandag aften klokken 20 eller på TV 2 Play.
Fars udtryk
Hun har særligt sin fars ord i hovedet, når hun forbereder talen.
- Min far havde en dejligt udtryk. Man skal ikke bare sige: Lirumlarum, katten gør æg.
Og netop det udtryk hjælper hende med ikke at lave en for ordinær tale uden nogen essens, mener hun.
- Det skal ikke være selvfølgeligheder, man disker op med. Jeg hader selvfølgeligheder. Man må kunne sige noget, der bliver lidt markant.
Har noget på hjertet
Når dronningen skal skrive sine nytårstaler, får hun først et udkast fra Statsministeriet. Herefter går hun indholdet igennem "med en tættekam" for at se, om det er i overensstemmelse med, hvad hun vil sige.
Mange danskere ser hvert år med, når dronningen traditionen tro toner frem på tv-skærmene nytårsaftensdag.
Og derfor er det også vigtigt for dronningen, at hun her kommer ud med det, hun har på hjerte, fortæller hun.
Kom med opfordring
I den seneste nytårstale kom dronning Margrethe blandt andet omkring vigtigheden af at sætte ind for at opnå klimaneutralitet.
Hun takkede også forskere, der har været med til at udvikle en coronavaccine rekordhurtigt.
Nogle taler ender med at præge den offentlige debat.
Blandt andet nytårstalen fra 1984, hvor hun kom med en særlig opsang til danskerne.
Dronningen mente, at den chikane og grove tone, som mange indvandrere i Danmark oplevede, ikke var i orden.
Dumsmarte bemærkninger
- Når vi ser dem stå famlende over for vores livsmønster og vores sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider.
- Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger, så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder, det kan vi ikke være bekendt, lød det i talen dengang.
Fejring udskudt
Talen medførte stor debat. Også mere end dronningen selv havde forestillet sig, fortæller hun i dokumentaren. I dag ville hun have formuleret sig anderledes, men hun mener fortsat, at ordene var på sin plads dengang.
I år er det 50 år siden, at dronning Margrethe overtog tronen efter sin far kong Frederik 9.
I den anledning var der arrangeret et 50-års regentjubilæum i januar. Det er dog blevet udskudt på grund af corona.