Dronning Margrethe tilbage i Tivoli

Tivoli åbner 4. april og byder blandt andet på et gensyn med Margrethes kostumer  og scenografi i Pantomimeteatret

Offentliggjort

I år får besøgende i Tivoli i København for alvor glæde af de investeringer, forlystelseshaven har foretaget.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Gode resultater

- Investeringerne er muliggjort af stærke økonomiske resultater, som har givet det nødvendige investeringsrum, siger Tivolis direktør, Susanne Koch Mørch, i pressemeddelelsen og fortsætter:

Ambitiøst og bredt

- Haven står skarpt, kulturprogrammet er ambitiøst og bredt, og Tivolis mangfoldige madscene har fået et gevaldigt løft.

Tivoli åbner 4. april for sommersæsonen, der byder på over 200 koncerter, 45 events, tre festivaler, en revy og en ny restaurant af folkene bag michelinrestauranten 'formel B'.

Konceptet Lørdagshits vender tilbage. Og her vil et af de internationale navne fra Fredagsrock således også give koncert dagen efter. For Bryan Adams, der er kendt for megahits som "Summer of '69" og "(Everything I Do) I Do It For You", optræder både til Fredagsrock 8. august og til Lørdagshits 9. august.

Plakaten prydes af

Derudover prydes plakaten til Lørdagshits også af det gendannede band News, som har Søs Fenger i front, samt af Lis Sørensen og Michael Learns to Rock.

Der vil også være musik på seks udvalgte torsdage i juni, juli og august, når Syng med-koncerterne, som er inspireret af det populære svenske koncept Allsång på Skansen, vender tilbage.

Keld og Hilda hyldes

Blandt andet 19. juni, hvor dansktopduoen Keld & Hilda hyldes.

Der er gensyn med dronning Margrethes scenografi og kostumer, når balletudgaverne af både Klods-Hans og Askepot opsættes på Pantomimeteatret i Tivoli til sommer.

På Pantomimeteatret vender balletudgaverne af både Klods-Hans og Askepot retur, og det samme gør dronning Margrethes kostumer og scenografi til forestillingerne.

Jazz og klassisk musik

Tivoli afslørede tilbage i marts hele plakaten til årets Fredagsrock, som Saint clara åbner 25. april, og popsnedkeren Andreas Odbjerg slutter af 19. september.

I både juni, juli og august føjes der mere underholdning på programmet forud for Fredagsrock - blandt andet comedy og endnu mere musik.

Der vil også være jazz og klassisk musik sommeren over, tilføjer Tivoli.

Årets sommersæson varer til og med 21. september.

Powered by Labrador CMS