Dronning og pave indgår fælles narkofront

Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, og Sveriges dronning Silvia kæmper for at stoppe produktionen og misbruget af stoffer.

Pave Frans og dronning Silvia kæmper for at stoppe produktionen og misbruget af stoffer. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om der er afsat enorme ressourcer til at bekæmpe produktion af narko og handel med de ulovlige stoffer, er misbrug stadig et unægteligt og globalt problem.

Sådan lyder det fra Vatikanet, der i disse dage afholder workshoppen “Narcotics: Problems and Solutions of this Global Issue” i Vatikanstaten, der ligger midt i Italiens hovedstad, Rom.

Med til konferencen er blandt andre den katolske kirkes overhoved, pave Frans, og Sveriges dronning Silvia, som skal overvære foredrag af blandt andet førende fagfolk, forskere, eksperter og læger.

Det skriver det svenske kongehus på sin officielle hjemmeside.

Under konferencen vil fagfolk fremlægge konsekvenserne af stofmisbrug i både krop og hjerne. Og særligt vil der være et skærpet fokus på forebyggelse af stofmisbrug blandt børn og unge.

Bekæmpelse af stofmisbrug er mærkesag

Den 72-årige svenske dronning, som er datter af en brasiliansk mor og en tysk far, har bekæmpelse af stofmisbrug blandt sine mærkesager.

Senest i sidste måned deltog dronningen i en konference i det arabiske land Kuwait, som satte fokus på bekæmpelse og forebyggelse af stofmisbrug.

I 2008 åbnede dronning Silvia den internationale konference “World Forum Against Drugs” og forklarede sin kamp for at bekæmpe misbrug.

– Min vision er et stoffrit samfund, og hvis min vision – eller drøm – blev opfyldt, ville behovet for denne konference slet ikke være så presserende, som det er i dag, sagde hun ifølge organisationens hjemmeside dengang.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS