Eksplosivt Harry og Meghan-interview vises i Danmark
Parrets samtale med Oprah Winfrey vises på TV3 og Viafree mandag den 8. marts klokken 21.00
– Var du tavs, eller blev du gjort tavs?.
Det spørgsmål stiller tv-værten Oprah Winfrey hertuginde Meghan, der er gift med britiske prins Harry, i et interview, hvor parret og især hun tager bladet fra munden.
Interviewet sendes på den amerikanske tv-station CBS søndag, og dagen efter – mandag aften – vises det herhjemme på TV3 og Viafree.
Det annoncerer Nent Group i en pressemeddelelse.
I det omfattende interview taler Oprah Winfrey med hertuginden om alt fra at træde ind i livet som royal, ægteskab, moderskab og filantropisk arbejde, til hvordan hun håndterer livet under intenst offentligt pres.
Senere tilslutter prins Harry sig interviewet, når de taler om parrets flytning til USA og deres fremtidige håb og drømme for deres voksende familie.
Hertuginde Meghan venter parrets andet barn.
Der er allerede offentliggjort klip fra interviewet. Og i den nyeste teaser retter hertuginde Meghan skarp kritik mod kongehuset.
Den falder, efter Oprah Winfrey stiller følgende spørgsmål:
– Hvordan har du det med, at hoffet hører dig fortælle din sandhed i dag?
– Jeg ved ikke, hvordan de kunne forvente, at vi, efter al denne tid, ville forblive tavse.
Hun tilføjer, at hun og prins Harry er klar over, at de risikerer “at miste ting” ved at deltage i interviewet.
– Men der er allerede meget, der er gået tabt, lyder det fra hende.
Prins Harry og hertuginde Meghan trådte i begyndelsen af 2020 tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
Siden er parret og sønnen Archie flyttet til den amerikanske delstat Californien, hvor hertuginden oprindeligt kommer fra.
Beslutningen kom i kølvandet på en eskalerende konflikt mellem parret og især de britiske tabloidmedier.
“CBS presents Oprah with Meghan and Harry” vises på TV3 og Viafree mandag den 8. marts klokken 21.00.