Frederik: - Det skal nok gå
Kongen selv er fortrøstningsfuld. En professor, en forsker og en præst glæder sig
Rammerne er fastlagt, når kong Frederik skal holde sin første nytårstale.
Tidspunktet er 31. december klokken 18, talen varer cirka 13 minutter, og den transmitteres direkte fra Amalienborg.
Resten afslører kongen på selve aftenen.
Professor er spændt
Men inden det sker, har Ritzau bedt en professor, en trendforsker og en sognepræst fortælle om deres forventninger.
Lisa Storm Villadsen, professor i retorik og redaktør på bogen "Dronningen Taler":
- Jeg er spændt på at høre, om kongen kan være sig selv i en så kunstig situation, som en nytårstale er. Det er vigtigt, at talen skrives, så den ligger godt i hans mund, for ellers bliver det svært for ham at levere den med troværdighed.
- Han skal ikke prøve at lyde som sin mor, for han har ikke hendes interesse for sproget. Han er mere jovial end hende. Derfor kan det let klinge forkert, hvis han lægger sig op ad hende for at lyde poetisk.
Taler fra sit hjem
Kong Frederik skal holde talen fra Frederik VIII's palæ, hvor han har residens og kontor.
Mads Arlien-Søborg, trendforsker og uddannet i moderne kultur fra Københavns Universitet, mener, at interiøret vil afspejle, at en ny generation har taget over.
- Stilen vil være lettere og mere moderne end den, vi kender fra dronning Margrethes nytårstaler. Det vil kunne ses på lamper og møbler, at vi befinder os i 2024.
Har røbet en lille smule
Kong Frederik har sagt meget lidt om nytårstalen. Men i bogen "Kongeord", der udkom i forbindelse med tronskiftet, er han fortrøstningsfuld:
- Det skal nok gå. Hun havde sin facon, jeg har min. Der er ingen regler for, hvad en nytårstale skal indeholde, og hvordan den skal fremføres.
- Meget mere ved jeg ikke lige nu. Dog tør jeg godt love, at man vil høre mig udtale ordene "Gud bevare Danmark".
Løfte skaber glæde
Det løfte er sognepræst Sørine Gotfredsen glad for:
- Det er meget, meget dejligt, at han fastholder den tradition fra sin mor. Det er den mest meningsfulde måde at afslutte en tale til et helt folk og en hel nation på. At vi sammen beder til, at der er noget andet end os selv, der passer på os og bevarer os.