Frederik markerer uhyggelig dag
Kongen er fredag til gudstjeneste i Holmens Kirke i anledning af toårsdagen for krigen i Ukraine
Kong Frederik er fredag blandt deltagerne ved en fredsgudstjeneste i Holmens Kirke i København i anledning af toårsdagen for invasionen i Ukraine.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kongehuset.
Toårsdagen for krigen i Ukraine
I Danmark markerer kirkerne toårsdagen i dagene omkring 24. februar, hvor russiske kampvogne i 2022 rullede ind over grænsen til Ukraine.
Gudstjenesten er blevet til i samarbejde med Københavns Stift, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Danske Kirkers Råd og Folkekirkens Nødhjælp samt foreningen "Association of Ukrainians in Denmark".
Flere politikere er med
Også en række politikere deltager i fredsgudstjenesten i Holmens Kirke.
Blandt dem er justitsminister Peter Hummelgaard (S), formand for Folketinget Søren Gade (V) og tidligere medlem af Moderaterne Jon Stephensen, som er blevet løsgænger i Folketinget.
På besøg i Ukraine
Statsminister Mette Frederiksen (S) er fredag i Ukraine og er således forhindret i at deltage.
Lørdag vil hun til gengæld deltage i en lignende gudstjeneste i Ribe Domkirke.
Det skrev Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse torsdag.