Frederik og Mary får hilsen fra Joe Biden

Samtidig takker den amerikanske præsident dronning Margrethe for hendes mange år som dansk regent

Offentliggjort

KORT RESUME AF ARTIKLEN

USA's præsident, Joe Biden, har sendt en hilsen til dronning Margrethe og kong Frederik i forbindelse med tronskifte.

Biden takker dronning Margrethe for at have styrket partnerskabet mellem USA og Danmark og roser hendes dedikerede indsats til sin pligt.

Præsidenten ønsker også den nye konge, kong Frederik X, tillykke og ser frem til at fortsætte det over 200 år lange partnerskab med Danmark.

USA's ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, og tidligere ambassadør, Rufus Gifford, har også udtrykt glæde over det fortsatte samarbejde og ønsket det nye kongepar tillykke.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

USA's præsident, Joe Biden, har søndag sendt en hilsen til dronning Margrethe og kong Frederik i forbindelse med tronskiftet.

Det fremgår af Det Hvide Hus' hjemmeside.

På vegne af USA lykønsker han dronning Margrethe. Han takker hende samtidig for at have været med til at styrke partnerskabet mellem USA og Danmark.

- Dronning Margrethes 52-årige regeringstid strakte sig over ti amerikanske præsidenter. En epoke hvor Kongeriget Danmark og USA rykkede tættere sammen som partnere i sikkerhed og handel, mens venskabet mellem vores folk blev stadig stærkere, skriver præsidenten blandt andet i sin hilsen.

- Dronning Margrethes dedikerede indsats til sin pligt, over for sin nation og det danske folk gennem de seneste fem årtier har sat et utroligt eksempel for uselvisk, principiel tjeneste.

Ønker Frederik tillykke

Biden ønsker også den nye konge, kong Frederik X, tillykke.

- USA ønsker kong Frederik X tillykke med at have overtaget tronen og glæder sig til at fortsætte vores mere end 200 år lange historie med partnerskab og samarbejde med Kongeriget Danmark, lyder det i udtalelsen fra præsidenten.

Alan Leventhal, der er USA's ambassadør i Danmark skrev lørdag på det sociale medie X også, at USA glæder sig til at fortsætte samarbejdet med Danmarks nye konge.

I opslaget på X deler ambassadøren også en montage af billeder af dronningen sammen med en række tidligere amerikanske præsidenter.

Også tillykke fra Rufus Gifford

Rufus Gifford, der var ambassadør i Danmark fra 2013 til 2017 har også ønsket det nye kongepar tillykke med at have overtaget tronen.

- Vores venner og vidunderligt dedikerede og betænksomme ledere. Vi ønsker dem og hele kongeriget alt det bedste, skriver den tidligere ambassadør.

Opslaget er ledsaget af billeder af ham sammen med Danmarks nye konge og dronning.

Powered by Labrador CMS