Frederik og Mary med stor invitation
Prominente gæster indenfor kunst og kultur inviteres til på Christiansborg slot
Kongeparret fortsætter en kongelig tradition, når de den 28. februar er værter ved et stort aftenselskab for kunst- og kulturpersonligheder i Riddersalen på Christiansborg Slot.
Det oplyser kongehuset på Instagram.
Arrangementet viderefører en mangeårig skik, der blev genindført i 1976 af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Dengang blev selskabet afholdt under navnet ‘Arts et Lettres’ (kunst og ord), og det var første gang i moderne tid, at kongehuset samlede repræsentanter fra kunstens og kulturens verden til en aften i de storslåede rammer på slottet.
Historiske rødder
Skikken med aftenselskaber for kunst og kulturpersonligheder kan spores helt tilbage til Christian 8.s tid i 1800-tallet.
Den daværende konge var kendt for sin store interesse for kunst, kultur og videnskab og gjorde det til en tradition at invitere kunstnere, forfattere og videnskabsfolk til selskaber på slottet.
Kongehuset har siden fastholdt traditionen med jævne mellemrum at samle aktører fra forskellige dele af samfundet for at fejre og anerkende deres bidrag.
Middag og underholdning
Gæsterne vil blive inviteret til en fornem middag og efterfølgende underholdning i Riddersalen på Christiansborg Slot.
Riddersalen danner ofte rammen om officielle begivenheder, og med sin imponerende udsmykning og historiske betydning er den en passende kulisse for en fejring af Danmarks kunst- og kulturliv.
Kongehuset har endnu ikke offentliggjort, hvilke gæster der er inviteret, men selskabet forventes at samle nogle af landets mest prominente navne inden for kunst og kultur.