Harald erkender private problemer i nytårstale
Kong Harald taler ikke om Marius-sagen, men siger, at kongefamilien generelt har været på prøve i 2024
Den norske kongefamilie er blevet sat på prøve i år.
Sådan lyder det fra 87-årige norske kong Harald i sin nytårstale efter et år, hvor kongen selv har haft helbredsproblemer, mens kongefamilien som helhed har kæmpet med sagerne om kronprinsessesønnen Marius Borg Høiby.
Kongen kommer i sin tale ikke ind på Marius-sagen, men kredser generelt om det at gå igennem modgang.
- Sat på prøve
- For os i familien har dette været et år, hvor vi virkelig blev sat på prøve, siger han i talen.
- Et år, hvor vi er blevet endnu mere bevidste om, hvad der betyder noget her i livet.
- I kernen af det at være menneske ligger det, at ingen af os er sparet for smerte og modgang. Nogle bliver ramt hårdere end andre, men desværre slipper ingen af os uden om at opleve svære ting her i livet, indleder han talen.
Syg under ferie
2024 har været præget af helbredsproblemer for kong Harald, som blev syg under en ferie i Malaysia og transporteret til Norge, hvor han fik indopereret en pacemaker.
Men året i det norske kongehus har i høj grad også været præget af sagen om Marius Borg Høibye, som er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit.
Sigtte for voldtægt
Han står over for sigtelser om blandt andet vold, voldtægt uden samleje samt mishandling.
Marius Borg Høibye er ikke formelt en del af det norske kongehus. Det skyldes, at han er født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon.
87-årige Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.