Harald i kapløb med tiden
Ifølge det norske kongehus' officielle kalender trækker kong Harald i arbejdstøjet allerede den 18. marts
På trods af, at kong Harald fortsat er indlagt på Rigshospitalet i Oslo, er troen på, at han snart igen kan trække i arbejdstøjet tilsyneladende stor.
I hvert fald kan man se i det norske kongehus' officielle kalender, at han allerede fra den 18. marts har flere jobs på programmet.
Audienser og frokost
Netop denne dato skal han have flere folk i audiens på slottet og samme dags eftermiddag er han vært ved en frokost for 'Kronprinsesse Märthas Minnefond', hvor blandt andre prinsesse Astrid deltager, fremgår det af kalenderen.
Den 87-årige konge blev i februar ramt af en infektion og indlagt på et hospital under en ferie i Malaysia.
Permanent pacemaker
Her fik han indopereret en midlertidig pacemaker inden han blev fløjet hjem til Norge i et specialfly.
Straks efter hjemkomsten blev han transporteret til Rigshospitalet i Oslo, hvor han fortsat er indlagt og afventer at få indopereret en permanent pacemaker.