Harry risikerer at blive smidt ud
En konservativ tænketank bag høring om udstedelsen af prins Harry opholdstilladelse i USA
På foranledning af den konservative tænketank 'Heritage Foundation' skal proceduren omkring udstedelsen af prins Harrys opholdstilladelse i USA på tirsdag i høring foran en føderal dommer i Washington DC.
Det skriver det britiske medie Mirror.
Kan være ulovligt
I sin erindringsbog 'Spare', der udkom i januar, beretter prins Harry om, at han tidligere har taget stoffer.
Og det har fået Heritage Foundation til at stille spørgsmålstegn ved, om udstedelsen af hans opholdstilladelse er foregået på lovlig vis.
For netop brugen af narkotiske stoffer er ofte ensbetydende med, at visumansøgninger afvises af de amerikanske myndigheder.
Alt skal på bordet
Tænketanken vil have undersøgt, om Harrys brug af stoffer fremgår af hans oprindelige ansøgning, som det skal, og om han eventuelt har fået særbehandling på grund af sin royale status.
Det fremgår ikke, om 'Heritage Foundation' kræver Harrys opholdstilladelse inddraget og ham udvist, såfremt det viser sig, at der er blevet begået fejl.