Her skal Frederik og Mary fejre jul

Kongeparret og deres børn fejrer jul sammen med Margrethe. Prins Joachim og prinsesse Marie kommer ikke

Offentliggjort Sidst opdateret

Marselisborg Slot i Aarhus danner i år ramme for kongeparret og deres børns juleaften, når familien holder jul sammen med dronning Margrethe på slottet.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Kongen har residens på slottet fra 23. til 26. december. I den forbindelse vil der være vagtskifte ved slottet hver dag klokken 12.

Siden barndomsårene

Slottet har med enkelte undtagelser været ramme for julefejringen siden kongens barndom.

Med til traditionen hører gudstjeneste i Aarhus Domkirke. Nogle år juleaften, andre år juledag.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, om kongefamilien planlægger at deltage i en gudstjeneste, imens de er i Aarhus.

Den kongelige familie ses her i forbindelse med kronprins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober 2023

Også andre store højtider som påske er blevet holdt på Marselisborg.

Joachim og Marie kommer ikke

Prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn skal omvendt ikke bruge julen i det østjyske. De holder jul hos prinsesse Maries familie, lyder det.

Kongen skal afslutte året med en nytårstale, ligesom moren, dronning Margrethe, havde tradition for.

Kong Frederiks tale bliver holdt i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg klokken 18 på nytårsaftensdag.

Powered by Labrador CMS