Hertuginde Meghan: - Jeg skal arbejde
Prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, afviser i et stort interview med New York Times kritikken om, at hun ikke skulle være relaterbar.
Da hertuginde Meghan og prins Harry trak sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus i 2020, ville de i stedet trække i arbejdstøjet for at finansiere deres eget liv - væk fra det britiske kongehus som institution og væk fra den britiske tabloidpresse.
I et nyt interview med den amerikanske avis New York Times understreger hertuginde Meghan, at hun har arbejdet, siden hun var 13 år gammel, indtil hun mødte prins Harry på en blind date i 2016.
Elsker at arbejde
Herefter stoppede Meghan Markle, som hun dengang hed, sin skuespillerkarriere og lukkede sin livsstilsblog.
- Jeg skal arbejde, og jeg elsker at arbejde, siger den 43-årige hertuginde nu.
Hertuginde Meghan har længe annonceret, at hun ville lancere en række produkter - alt fra marmelader og yogaudstyr til kogebøger og ting til kæledyr - under navnet As Ever, og nu er varerne landet på hylderne.

Har fået kras kritik
Derudover kan hun også ses i Netflix-serien "With Love, Meghan", hvor hun deler tips om madlavning, havearbejde, kreativt håndværk, blomsterbinding og værtskab.
Programserien har dog fået kras kritik af flere anmeldere.
Den britiske avis The Independent har kaldt "With Love, Meghan" for en "forestilling, der simultant stræber efter at være ambitiøs og relaterbar på en måde, der aldrig går op i en højere enhed".
Har ikke altid været sådan
I interviewet med New York Times afviser hertuginde Meghan kritikken.
- Ved de ikke, at mit liv ikke altid har været sådan her?, siger hun og peger ifølge artiklen ud på sit og prins Harrys palæ i Montecito i den amerikanske delstat Californien.
Efter parret trak sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus, er de flyttet til USA, hvor de i dag bor med deres to børn, femårige prins Archie og treårige prinsesse Lilibet.